Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Første dag i Fountain House

Af Marius

Ikke bare én, men hele to døre skal åbnes før man står ved receptionen. Jeg talte også mine skridt derhen, hjemmefra og derhen, men kan kun huske, at det blev til langt flere end to. Antallet af mulige forhindringer, steder eller situationer, hvor man stopper op og skal gøre en indsats mere, træffe et bevidst valg, styrke sin tro og mase på, GØRE noget: Snørebånd skal bindes, fodgængerovergange forceres, røde lys ventes grønne. For slet ikke at tale om dagens ”indledende øvelser”: vågne, bade, spise etc. Selv det mindste skridt skal jo stadig tages. Hver gang man går fra én udfordring, hvor lille den end kan synes, til den næste, præsenterer muligheden for at opgive sig altid. Lokkende, dragende. Lige til at tage, evigt nem at vælge. ”Læg du dig bare tilbage under dynerne, du kan jo altid prøve igen i morgen.” Eller, hvis man oven i købet er så uheldig at være mand: ”Læg dog skraberen, det er nemmere bare at tørre barberskummet af igen. Kom nu, giv nu op.”

Med dette in mente, synes hele to døre i indgangspartiet før man når til receptionen og det første venlige, imødekommende smil, som mindst en for meget. Hele to håndtag før ”Goddag, velkommen til,” kan lyde. Men beslutningen er taget, og der er ingen vej tilbage. End ikke tusind døre kan stoppe mig. Jeg har lyst til at deltage i noget meningsfyldt, jeg vil ud af min egen lille firkant, både fysisk og mentalt. Jeg vil ud over min egen forfængelighed og mærke, hvordan det er at samarbejde, at skulle tage hensyn, at få tilbage: Ris som ros. Det var i hvert fald håbet, som blev vakt på de indledende møder med to engagerede medarbejdere, og på min første dag også indfriet i en sådan grad, at jeg ikke blot nåede til receptionen, men hele huset rundt. Fra morgenens enhedsmøde til oprydning i, og status over, beholdningen af kontorartikler. Fra hyggelig kaffepause til god, solid frokost i kantinen. Og ikke mindst, blev jeg stillet opgaven: Skriv om din første dag på Fountain House. Det er en stor opgave, men jeg giver ikke op!

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 3. juni 2013 by in Artikler, Sker & sket i Fountain House.
%d bloggers like this: