Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Socialt udsatte – fra byrde til ressource

Alle har ret til et meningsfyldt liv.

Borgeren er aldrig problemet, de er en del af løsningen.

Det er jeg ret overbevist om skulle være grundlærdom på alle studier, der uddanner mennesker til at indgå i den sociale indsats. Vi ved det måske godt, men kan man konstatere, at når professionelle taler om, ”at inddrage borgeren,”  ” at vi arbejder med empowerment ”, eller at ” vi vil give dem medbestemmelse”, så er der i min optik et småarrogant bedrevidende udgangspunkt i den tilgang. Man kan ikke give andre mennesker medbestemmelse. Det har de altså fra start.

 FN’s handicapkonvention er et vigtigt dokument. Jeg syntes rigtig godt om konventionens artikel 10, der lyder således: Deltagerstaterne bekræfter på ny, at ethvert menneske har en naturgiven ret til livet og skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap effektivt kan nyde denne rettighed på lige fod med andre. Det er vel ikke til at tage fejl af? Det giver mulighed for at reflektere over: ”Hvad er et liv?”

JEG SKAL IKKE gøre mig klog på hvad livet er for andre. Et sådant spørgsmål kan det enkelte menneske kun selv svare på. Til gengæld kan jeg sammen med andre professionelle og brugere, bidrage til, at der kan findes svar ved at videregive vores levede erfaringer og viden. Men valgene skal tages af det menneske, der lever det pågældende liv. Vi professionelle i Danmark mangler viden og kompetencer, der gør os i stand til at udvikle løsninger sammen med de borgere, der har behov for en støttende indsats, inden de igen kan leve et liv, der giver mening for dem.

Jeg tror, at vi mennesker ligner hinanden mere end vi er forskellige fra hinanden, og det skal efter min mening medføre, at der tænkes almindeligt, inden der tænkes specielt – i forhold til udviklingen af støtte og organisering til borgere med sindslidelser. Det er efter min mening ikke nødvendigt at udvikle specielle løsninger til almindelige mennesker. Det er klart, at der er handicap, som medfører behov for specielle kompensationer, men grundlæggende mener jeg, at udgangspunktet for organisering og tilrettelæggelse af støtte og service må være, at alle først og fremmest er mennesker og derfor ikke ønsker et liv, der leves parallelt med de øvrige i samfundet.

Som Patricia Deegan, der selv har været bruger af det psykiatriske system siger: ”Vi vil ikke have det I gir’ os – vi vil have det samme som jer!”

Jeg tror på fremtidens velfærd/ socialindsatser skal udvikles og skabes i samarbejdsprocesser, hvor ligeværdige parter arbejder sig ind på både problemet og handlinger. Borgere, professionelle og civilsamfund må sammen skabe nye velfærdsløsninger, der har merværdi for alle parter.

Af Mogens Seider

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 13. marts 2014 by in Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: