Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Fontanaskolen har udklækket sin første afgangselev

 

I starten af marts måned blev Bianca, 26, som den første elev færdig på Fontanaskolen efter tre år. Bianca var den allerførste, der trådte sine elevsko på skolen og var med til at forme og præge den, så den blev skræddersyet til unge med Biancas særlige behov. Nu er hun færdig, parat til at gå ud i det virkelige liv, og hun kan se tilbage på tre år med op- og nedture, men mest af alt en enorm positiv selvudvikling. Som hun fortæller i sine egne ord, er hun en helt anden pige i dag end for tre år siden. 

Der er kæmpe forskel på mig, fra jeg startede og frem til nu, fortæller Bianca.

Da jeg begyndte på skolen var jeg frygtelig rodløs og selvdestruktiv, og når jeg tænker tilbage på det, synes jeg egentlig ikke, at jeg var mig selv. Sådan er jeg jo ikke. Det var sygdommen.

Dengang kunne jeg ikke overholde aftaler. Jeg kunne ikke skabe bånd til andre, uden at det blev for meget for mig. Jeg havde ikke noget filter. Hvis jeg mødte nogle nye mennesker, så fik de hele mig uden grænser, og de fik også lov at overskride mine grænser. Jeg tillod alt. Og det fik store konsekvenser for mig.

Biancas start på livet var langt fra nem. Hun blev tidligt overladt til forskellige plejefamilier og eneste holdepunkt i livet var den tre år ældre søster, som har støttet og hjulpet Bianca gennem opvæksten. 

Jeg er meget knyttet til min søster. Hun er min familie. Hun har næsten fungeret som min mor og vi vil altid være der for hinanden. Men hun har været meget ked at se mig så dårlig. Jeg har jo både såret og svigtet hende mange gange.

Fontanaskolen blev en livline

Selvom det i starten var en stor udfordring for Bianca at følge forløbet på Fontanaskolen og hun mange gange havde lyst til at springe fra, vidste hun inderst inde, at hun ikke ville give op. Hun var stålsat på at ændre sit liv. Det skulle blive bedre. Især relationer til de andre piger i klassen var en stor udfordring. Bianca vidste ikke, hvordan man indgik venskaber med pigerne på skolen.

Dengang havde jeg ikke nogle veninder og vidste ikke,  hvordan man var sammen med andre piger, så det var en udfordring at ende i en klasse fuld af piger. Det blev efterhånden meget bedre, og i dag har jeg flere nære veninder.

Generelt var jeg meget optaget af at forbedre mine sociale færdigheder. Jeg ville ændre mig selv og mine usunde mønstre. Jeg ville vide, hvem jeg var bag Borderline-diagnosen, så de fag vi havde, der havde med personlig udvikling at gøre, så som coachingkurser og konflikthåndtering, var jeg meget optaget af.

På Fontanaskolen opdagede Bianca for første gang i sit liv, at der var mennesker, der nægtede at give op på hende, og det ændrede gradvist hendes livssyn og håb om en bedre fremtid. Hun begyndte at knytte bånd til de andre på skolen, og forsigtigt begyndte hun at stole på nogen igen.

Det allerbedste ved skolen har været båndet mellem eleverne og lærerne. Lærerne bekymrer sig om en, som om man var deres eget barn. Man bliver ikke opgivet uanset hvad. Hvis man har en dårlig periode og ikke kommer i to uger eller giver lyd fra sig, så står de pludselig på dørtrinnet hjemme hos eleverne og hiver fat i dem. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Per [lærer] er dukket op hjemme hos mig for at få mig på benene igen, smiler hun skævt.

Det var ret mærkelig i starten, fordi jeg var ikke vant til den omsorg. Jeg havde en tendens til at teste folks grænser med mig, og det kom bag på mig, at Per blev ved at komme tilbage uanset hvor meget bullshit, jeg gav ham. Det fik mine øjne op for, at der var relationer i livet, der kunne være holdbare.

Sommerfest og lys fremtid 

I dag har Bianca det bedre end nogensinde. De tre år på skolen har reformeret hendes liv og hun har fået lyst til livet igen. 

Nu har jeg styr på min økonomi, og jeg kan overholde aftaler, og fremfor alt har jeg virkelig lyst til at overholde de aftaler, jeg indgår med andre. Det har forbedret mit forhold til især min søster utrolig meget. Jeg passer ofte min lille niece på ét år og min søster er så glad, fordi hun kan regne med mig nu.

Jeg sover heller ikke dagene væk længere. Jeg er vågen, fordi jeg har lært at tage ansvar for mig selv og andre. Og jeg elsker faktisk den forpligtigelse. Det er det hele værd at være med i livet. Jeg er ikke længere bare hende den syge. Jeg er normal.

Til sommer modtager Bianca afgangshue og eksamensbevis ved Fountain Houses sommerfest og det glæder hun sig til. 

Det er en milepæl for mig, at jeg har gennemført det her skoleforløb og jeg er stolt af det. Min søster, min lille niece og min plejefamilie kommer og fejrer mig den dag. Det bliver dejligt, siger Bianca smilende. 

I mellem tiden kigger Bianca på forskellige uddannelser. Hun er glad for dyr og især heste, så det er muligt, at det bliver en uddannelse i den retning. Men hun har ikke lagt sig fast på noget endnu. Det må tiden vise. Lige nu nyder hun bare sin velfortjente frihed.

 

Af Fountain House | 2014

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 4. april 2014 by in Artikler, Sker & sket i Fountain House.
%d bloggers like this: