Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Hvor svært kan det være?

I dag er det lørdag, den 27. september 2014. I morgen melder alle problemerne sig. Den 28. januar næste år skal specialet afleveres. Kan det nås? Ja. Skal det nås, ja, det havde jeg tænkt mig. Men hvordan?!

 

skrive ma
Svaret blafrer i den regntunge efterårsluft. Der er ikke andre end mig, der har svaret. Jeg må gøre et forsøg på at have svaret, det hører med til det at være specialestuderende, at man kan arbejde selvstændigt med en videnskabelig problemstilling indenfor et afgrænset område i et givent tidsrum. Med andre ord udøve projektstyring og lede og fordele arbejdet, jonglere med de ressourcer der er til rådighed og styre specialet i hus – til tiden, vel at mærke. Ens egne og andres ressourcer. Ligesom når man på et iværksætterkursus får at vide, at man skal gøre det, man er god til og hente hjælp til resten udefra.

Hvem er jeg?

Jeg er en 42-årig enlig mor og universitetsstuderende. Min boligsituation er uafklaret, min økonomi hænger kun sammen ved hjælp af studielån, og der er så vidt, jeg kan forstå ingen udsigter til fast fuldtidsjob dag ét efter endt studier.

Indtil videre har jeg slæbt mig gennem og opnået resultater af varierende kvalitet. Nogen ville kalde karakterspektret 7 – 10 for et udmærket område at bevæge sig indenfor. Men det er ikke fedt, at man til sine eksamener får at vide, at man underpræsterer; og heller ikke at man i sin sympatiske professors øjne kan se skuffelsen indfinde sig, fordi han ved, at jeg har knoklet, og fordi han under mig det så godt. Øjnene afslører, at det bliver et syvtal igen-igen.

Åh, hvis bare jeg kunne tage tilbage til første semester på uni, dengang afslutningen af uddannelsen var en herlig drøm! Næh, nu er tiden ved at være gået, alle mine kurser er afsluttet, og hvis jeg endelig var i tvivl, kunne jeg logge mig ind på universitetets selvbetjeningssystem og se det sort på hvidt: adskillige eksamener er i hus og forude venter kun én enkelt opgave, nemlig specialet i Dansk Videregående Sprog. Om mindre end fem måneder er det slut. Den sidste karakter vil, om Gud vil og vi lever, tikke ind.

Ejer jeg den selvdisciplin, der skal til, eller handler det her om noget helt andet?

Hvor meget kan jeg dække mig ind under, at jeg er enlig mor, psykisk sårbar, falder for de forkerte mænd, har meget om ørerne, og at det er helt forståeligt, at jeg undervejs får problemer med skrive- og læseblokering, med abstinenser fordi jeg er forholdsafhængig, med at dele min opmærksomhed mellem hjem og studier, med præstationsangst, med sukkerafhængighed, med min dysfunktionelle familie, med mine ambitioner om at være en god (nok) mor, med min tendens til selvudslettelse, med tårnhøj opvask og bunker af vasketøj, madpakker, madlavning og budgetlægning og indkøb og legatansøgninger?!

Hvordan kan jeg passe mine selvhjælpsgruppe og terapien, pleje omgang med mennesker jeg holder af og sørge for at min datters sociale, følelsesmæssige og praktiske behov bliver tilfredsstillet uden at brænde fuldstændig ud?! Hvordan skal jeg undgå at det hele går op i metaltræthed og panikløsninger, hvad med legen, hvad med at danse, synge, råbe, elske?!

Er det i bund og grund et spørgsmål om viljestyrke, arbejdsomhed, vedholdenhed og grundighed, som min vejleder skriver i en kronik for et par år siden? Eller er sandheden, at jeg er særligt udfordret på grund af min iboende psykiske sårbarhed, som min læge kalder det, kombineret med en vanskelig livssituation?

Er min situation så vanskelig endda, og er der plads til at være særligt udfordret og psykisk sårbar i en specialeskrivningsproces?! Ja, vil jeg mene. Det skal det, der er ingen vej udenom, ikke for mig. Men kan man skrive et speciale på normeret tid eventuelt med en måneds forsinkelse, når man har så mange udfordringer, som jeg har – og så score en topkarakter oveni?

I mine drømme, ja. Men i virkeligheden? Nja. Jeg må gøre op med, hvad jeg vil og hvad jeg kan, og hvordan jeg skal leve mit liv de kommende fem måneder, i morgen kun fire. Vil jeg fokusere enøjet på at score en topkarakter, eller skal jeg ved hjælp af viljestyrke, arbejdsomhed, vedholdenhed og grundighed samarbejde med min vejleder (og min terapeut på sinelinien) om at aflevere et hæderligt stykke arbejde, som repræsenterer min arbejdsindsats og læring gennem netop denne mikroperiode af mit liv? Ja. Svaret er ja til det sidst stillede spørgsmål!

Jeg ved ikke helt hvordan det kommer til at gå, men om fire måneder fra i morgen skal jeg aflevere mit speciale. Om Gud vil og vi lever. Den 28. januar 2015 er min deadline.

Af Marta Butler

(Marta Butler er ikke skribentens rigtige navn. Hendes identitet er redaktionen bekendt og hun er medlem af Bogstøtten)

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 10. oktober 2014 by in Artikler, Kreativt & fritid.
%d bloggers like this: