Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Et Helt Menneske

Hvor åben eller lukket skal man være omkring psykisk sygdom, lød spørgsmålet her i vores debatforum.

I en kultur som vores ligger der en dobbelttydighed, hvor man på den ene side vil aftabuisere og være åbne, på den anden side er det ikke sikkert, at åbenheden modsvares af en ligeså stor rummelighed hos modtageren af evt. informationer, og desuden er vores kultur præget af konkurrence og individualisering, som gør, at det ikke er alle, der er parate til at lægge øre og vise omsorg for psykisk sårbare.

Når man bliver psykisk syg, er ens nærmeste ofte involveret i det, for selvfølgelig søger man også støtte og besøg fra sine pårørende eller nærmeste venner. Det kan være svært nogle gange at ryste rollen af sig, men ved at tage plads i familien vil de af sig selv opleve en som helt menneske og ikke kun som en sygdom.

Jeg synes, at det er vigtigt at holde fast i en identitet som helt menneske, fremfor at identificere sig for meget med en sygdomsrolle, derfor er det ikke en god ide at præsentere andre på studiet eller arbejdspladsen for en diagnose og en sygdomshistorie med problemstillinger, de fleste ikke har kompetencer til at varetage.

Med udgangspunkt i inspiration fra narrativ psykologi om at opbygge værdier og gode relationer, samt at ekskludere problemerne ud, synes jeg, at det er bedre at fokusere på at samle sig om sine styrker og kompetencer og opbygge et værdigrundlag omkring sig, som en del af helbredelsen. Det er vigtigt at være bevidst om, hvad det er for en historie, man fortæller om sig selv.

Det virker ofte som at rippe op i såret hos sig selv, når man fortæller om indlæggelser eller svære oplevelser i ens liv, uanset hvordan modtageren af informationer reagerer. Når nogle f.eks. spørger, hvor jeg har været henne så længe, og jeg svarer ærligt, at jeg har været indlagt, kan jeg mærke, at jeg straks føler mig mere usikker på mig selv, som om at man vælter sig selv lidt omkuld. Men bagefter, hvis modtageren viser forståelse og omsorg, at det var en okay oplevelse trods alt. Hvis man føler behov for at fortælle sin historie, synes jeg at det er vigtigt, at man også fortæller om gode oplevelser, succesoplevelserne, så man får fremstillet sig selv som et helt menneske, både i forhold til sig selv og omgivelserne.

På en arbejdsplads er det bedre at sige man har psykiske udfordringer, end at man er psykisk syg, da udtrykket ‘udfordring’, efter min mening, er det samme som at sige opgaver i livet, som man kan lære af på godt og ondt.

Det er vigtigt, at man lader såret heale op, uden hele tiden at gøre opmærksom på det i mens, for så er det, som om at de andre kun ser såret og lader sig afskrække, hvilket ikke virker befordrende for at komme sig og få lov til at være og udvikle sine kompetencer og blive set som det menneske man er med en masse forskellige egenskaber og kvaliteter. Des mere man selv bliver accepteret, des mere vil man også acceptere andre og kunne leve med harmoni i sit liv. For at fremstå som helt menneske, er det først og fremmest en selv, der må se på sig selv som sådan og derefter præsentere sig som sådan samt gøre brug af sine forskellige egenskaber, så man både modtager og giver i relationer.

Af Carina

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 16. februar 2015 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: