Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Stigmatisering af psykisk sygdom

Interview med Jens:

Er din psykiske sygdom en hemmelighed for dine venner/familie?
Jeg har valgt ikke at have kontakt til min familie. Mine venner ved godt, at jeg har et eller andet problem, men jeg tror egentlig ikke, de magter at sætte sig ind i, hvad det handler om. Min situation er svær at begribe eller forklare, så selvom jeg er åben omkring mine udfordringer, så tror jeg, de fleste, jeg kender, slet ikke ved, hvordan jeg egentlig har det, og hvor skidt jeg har haft det.

Er din psykiske sygdom en hemmelighed for dine kolleger?
Jeg arbejder ikke for tiden, men mine kolleger på min forrige arbejdsplads vidste godt, at jeg var ansat i et skånejob og havde haft problemer med angst og stress. Det var dog kun min chef, jeg delte alle detaljer med. Det er nok de færreste, der tør dele den slags med deres chef, men jeg havde tillid til ham, fordi han også havde tillid til mig. Quid pro quo, som Hannibal Lecter siger. Jeg fungerede desuden som en slags mentor eller coach for de andre, så jeg vidste godt, hvad der egentlig foregik i virksomheden bag facaden. Det var en mærkelig rolle for mig. Det fungerede dog meget godt, indtil jeg sagde op af andre årsager.

Frygter du stigmatisering, hvis du er åben omkring din sygdom?
Nej, jeg frygter den ikke, selvom jeg ved, at det er en realitet, at hele området omkring psykisk sygdom er meget “tys tys”. Det er ikke min opgave at skulle ændre på andres måde at forholde sig til mig eller mine problemer på. Jeg tror, det hele starter med mig selv. Det starter altid med mig selv. Stigmatisering bliver kun et problem for mig, i det øjeblik jeg gør det til et problem, eller forholder mig emotionelt til det. Det betyder dog ikke, at der sikkert er mange, der har det svært med de ting, jeg siger eller gør. Det er bare ikke mit problem. For en person som mig der har levet med angst og panikangst det meste af sit liv, er en smule sladder og bagvaskelse i krogene bare et ekstra krydderi i hverdagen, som jeg ikke behøver at overdosere eller bekymre mig om. Hvorfor skal jeg bekymre mig om andre, og hvad de synes om mig? Vi bor i et land, hvor en mand som Dalai Lama ikke er velset af vores såkaldte regering, så jeg synes ærlig talt verden står overfor langt større udfordringer, end om nogen synes jeg er sær eller mærkelig. Jeg er jo sær og mærkelig, så hvorfor bekymre mig om det?

Har du gode eller dårlige erfaringer med at være åben omkring din sygdom?
Jeg havde engang en chef, der syntes, at det var enormt sejt, at jeg havde diagnosen paranoid skizofreni. Han havde lige set filmen “A Beautiful Mind” med Russel Crowe, så i hans øjne var alle, der var bare en anelse gale/geniale i meget høj kurs. Jeg har haft værre chefer end ham. Diagnosen var dog forkert, så den diagnose jeg har i dag, er den langt mindre glamourøse, der handler om senfølger efter incest, vold og svigt i barndommen. De fleste andre virker dog som om, jeg lige har fortalt dem, at jeg lider at noget som er meget smitsomt og farligt. Faktisk kan man jo godt bruge det, som en slags hemmeligt våben, hvis man ville slippe af med plagsomme kolleger.
Intet kan få mennesker der ikke har kontakt til deres eget følelsesliv til at ignorere dig, som at tale om følelser eller problemer af følelsesmæssig art. Jeg tror, det handler om det her med sandheden. Der er mange mennesker, der ikke tør se sandheden om deres eget liv i øjnene, så når de bliver konfronteret med mennesker, som er nødt til at se sandheden i øjnene, så flygter de.
Det er ikke mit problem.
Jeg kan huske, at der engang var en pige på arbejdet, som jeg syntes var sød, og hun ville gerne hjælpe mig, hvis jeg havde brug for det. Det var jeg glad for, men dengang havde jeg det egentlig så skidt, at jeg ikke tog imod hendes hjælp. Det er en af det slags indre film, jeg gerne ville spole tilbage, træde ind i og indspille på en ny måde. Director’s Cut. Desværre har der været rigtig mange gode ting i mit liv, mange muligheder for at få og modtage hjælp fra kærlige og gode mennesker, som jeg ikke har taget imod, fordi jeg nok bare var overbevist om, at jeg ikke var værd at hjælpe eller ofre tid på.
Mit selvværd har aldrig været særlig højt, selvom det er blevet bedre. Den værste oplevelse, jeg har haft omkring at være åben omkring min sårbarhed, har absolut været i min naive tillid til læger, psykiatere og alle såkaldte professionelle behandlere i Region Hovedstaden.
Min blinde tillid til det system var på et tidspunkt ved at tage livet af mig. Der er mennesker, der arbejder i det offentlige system som burde spærres inde, prygles eller fratages retten til at praktisere medicin. Min tillid til sundhedssystemet er væk i dag. Jeg tror, vi kunne få et meget bedre sundhedssystem, hvis der blev sat nogle langt strengere regler for samarbejdet mellem medicinalvirksomheder, politikere, forskere og læger. Det system, vi har i dag, er intet mindre end en skandale.

Føler du nogensinde at du er nødt til at forklare dig overfor dine omgivelser?
Ja. En del af mine venner eller bekendte er slet ikke i stand til at forholde sig til mit problem. Min følelsesmæssige bagage ligger så langt fra deres egen, at de ikke er stand til at forstå, hvorfor jeg har det svært. Jeg synes nogle gange, det er lettere at tale med mennesker, som har en lignende bagage. Jeg føler mig altid som en outsider, ligegyldigt hvem jeg er sammen med, så det er rart at tale med mennesker, der har det på samme måde. Der er mennesker i Fountain House, som har haft det langt værre, end jeg har haft det eller nogensinde får det.
Det, synes jeg, er svært at skulle forholde sig til, men svært på den gode måde fordi den vækker følelsen af sympati for andre. På den måde synes jeg, Fountain House fungerer rigtig godt. Den gensidige sympati mellem mennesker, der har haft det svært, er langt mere reel end noget som helst andet på det her sted. Den gensidige sympati er eksistensgrundlaget for Fountain House, hvis du spørger mig. Det er den gensidige sympati som gør, at du kan tage hjem bagefter, og mærke at du har været i live, selvom det var svært.

Hvordan tror du, vi kan afstigmatisere psykiske problemer?
Afstigmatisering starter altid med dig selv. Du kan ikke tvinge alle mennesker i hele verden til at skulle kunne rumme dig. Men du kan tvinge dig selv til at kunne rumme andre mennesker. Først når du kan rumme stigmatiseringen, kan du grine ad den, og se den som det den er: En flugt fra mødet med det ukendte. Det er morsomt.
En af mine venner er meget begavet og dygtig, intelligent, modig og dyrker Iron Man hvor som helst i verden, har tre børn, er velhavende og har en ung kone (blondine selvfølgelig). Alligevel kryber han sammen i hjørnet af stuen, når man begynder at tale om følelser eller følelsesmæssige udfordringer. Reelt set er det jo ikke ham, der er den stærke eller den modige. Reelt set er det jo altid mig, der vil være den stærke i den relation, fordi jeg ikke flygter fra virkeligheden eller mine følelser. Hvis du flygter fra dine følelser og hele dit liv kommer til at handle om alt muligt andet end, at skulle stå ansigt til ansigt med det du frygter mest, så er du langt svagere, end ham der ved, at det farligste i verden er inden i dig selv.

 

Af Jens

 

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 17. februar 2015 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: