Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Åbenhed er at stå ved mig selv

Skal man fortælle åbent om psykisk sygdom? Det spørgsmål tror jeg ikke, at der findes et enkelt svar på. Mennesker er forskellige – også os med psykisk sygdom.

Jeg har valgt at være åben omkring min sygdom, fordi det er blevet en måde at stå ved mig selv. Hele mig – også det, der ikke passer ind i glansbilledet. Men sådan har det ikke været altid. Jeg har brugt mange år på at gemme mig og skamme mig og forsøge at lave mig selv om. Jeg troede ikke, at jeg var noget værd, og jeg var derfor nødt til at leve op til alle mulige og umulige idealer for at have lov at være til. Skammen over mig selv var med til at gøre min sygdom værre. Jeg følte mig som en skuespiller i et pinagtigt teater, hvor jeg balancerede med alle mine lag af masker og facader og præstationer. Altid rædselsslagen for at falde igennem. Jeg turde ikke at lukke nogen ind bag facaden, så jeg blev helt forfærdeligt ensom.

IMG_0696

    Louise. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

 

Jeg har brugt ufattelige mængder energi på at skjule, hvordan jeg havde det, og langt hen ad vejen har jeg ikke bare narret mine omgivelser men også mig selv. Jeg kunne simpelthen ikke indrømme overfor mig selv, at jeg havde svært ved at klare mit liv.

Siden teenageårene har jeg levet med en uskøn cocktail af tilbagevendende depressioner og angst muligvis krydret med noget ængstelig eller tvangspræget personlighedsforstyrrelse. (Diagnoserne formerer sig, når man bliver ved med at have det dårligt). Det var først, da jeg var i 20’erne, at jeg kom så langt, at jeg kunne opsøge hjælp og begynde at give slip på alt det, som jeg troede, jeg skulle leve op til. Og hvilken kæmpe lettelse det var at komme ud af skabet. Da kunne jeg virkelig mærke, hvor mange kræfter jeg havde brugt på at holde facaden.

For mig er åbenhed en måde at håndtere det, der er. Når jeg siger tingene højt bliver de mere virkelige og konkrete. At sige tingene højt hjælper mig til at finde ud af, hvad jeg kan gøre i stedet for at gå i mentalt selvsving. Derhjemme taler min mand og jeg en del om, hvordan jeg har det. De snakke hjælper mig til at erkende, hvordan det står til, så jeg ikke snyder mig selv og f.eks. laver for mange planer, som jeg efterfølgende er nødt til at bakke ud af. Og det hjælper ham, for så kan han bedre forholde sig til mig. Det værste er ikke sygdommen, siger han. Det værste er, når tingene er usagte og svæver i luften. Vores snakke gør det lettere for ham at være der for mig, og samtidig giver de også plads til ham. Når jeg har overskud, spørger jeg nemlig ind til, hvordan han har det, så alting ikke handler om mig, mig og atter mig.

Det sværeste sted at være åben er i familien. Jeg tror ikke, at der findes noget værre end, at ens børn har det dårligt. Jeg vil helst undgå at gøre mine forældre kede af det og give dem for mange bekymringer eller skyldfølelse. Derfor er det stadig svært for mig, at tale med dem om hvordan jeg har det. Men de ved det godt. De kender mine diagnoser, og de kender mig. De kan høre det i min stemme og se det i mine øjne. De ved efterhånden, at når jeg ikke tager telefonen i alt for lang tid, så har jeg det dårligt. Så sender de en sms, hvor de spørger, om alt er ok. Det gør det lettere at ringe til dem og få snakket. Ikke kun om sygdom men også om alt muligt andet.

Åbenhed er også at konfrontere mine egne fordomme. Nu er jeg “en af dem”. En af de psykisk syge. En af dem, der skal hjælpes. En af dem uden arbejde. En af dem, der har været i psykiatrien og igennem møllen i det sociale system. Det er der sgu ikke meget glimmer og glamour over. Det passer heller ikke særlig godt til det billede af fremadstormende succes, som jeg har forsøgt at leve op til. At tale højt om min sygdom er med til at lære mig ydmyghed og accept.

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg også brugt min sygdom som en undskyldning. Specielt i den første tid efter jeg blev diagnosticeret, havde jeg brug for min sygdom som et skjold mod verden. Jeg følte mig så mislykket, og med diagnosen måtte andre jo kunne forstå, at jeg ikke duede til noget. Det blev en undskyldning for at være som jeg var, og der var ikke plads til meget andet end sygdommen i mit syn på mig selv. Diagnosen blev en slags facade, jeg kunne gemme mig bagved – bare en mindre prestigefyldt af slagsen – og da jeg mistede mit arbejde kunne jeg gå og skamme mig over prestigetabet ved at bytte den ene facade ud med den anden. På det tidspunkt kunne jeg stadig ikke acceptere mig selv, selvom jeg havde erkendt, at jeg havde problemer, og fred være med det. Det var et vigtigt skridt på min vej. I dag bliver jeg bedre og bedre til at stå ved mig selv, og åbenhed er et af mine stærkeste våben. Efterhånden får jeg mindre behov for titler og diagnoser og etiketter. Det interessante er mennesket bag, og nu tør jeg endelig se det.

Åbenhed flytter mig. Mine tanker og forestillinger rykker sig, mens jeg skriver det her. En ting er at tænke, at jeg er god nok som jeg er, og at mine sårbare sider gerne må være her. Det er min erfaring, at jeg i langt højere grad føler det og tror på det, når jeg skriver det ned og siger det højt. Jeg er for nylig begyndt at holde oplæg og foredrag om at leve med psykisk sygdom, og jeg kan mærke, at det rykker mig endnu mere. Jeg er vanvittigt bange for at stille mig op og tale i en forsamling, men jeg kan mærke, at jeg rykker mine grænser ved at konfrontere angsten og gøre det alligevel. At røre andre og bruge mine erfaringer konstruktivt giver selvtillid og får mig til at føle mig modig og stærk – hvilket er kvaliteter, jeg normalt ikke forbinder med mig selv. Måske kan jeg ved at være åben forvandle min svaghed til en styrke? Jeg kan i hvert fald mærke, at åbenhed er den rigtige vej for mig, og jeg håber, at du har lyst til at komme og høre mig og tre andre fortælle vores historier om mennesket bag diagnosen d 25.02 kl 16 her i Fountain House.

Af Louise

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 18. februar 2015 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: