Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Jeanne d’Arc og stemmerne

“When I was thirteen years old,
I had a voice from God to help
me govern my conduct. And the
first time I was very fearful.

  • Jeanne d’Arc i “Joan of Arc: By Herself and Her Witnesses” af Regine Pernoud.

Hvem var Jeanne d’Arc?
Jeanne d’Arc levede i Frankrig fra 1412 til 1431. Hun hjalp Charles VII med at uddrive englænderne fra Frankrig i slutningen af Hundredeårskrigen. Hun blev brændt på bålet som kætter som 19-årig.

Ifølge hendes eget udsagn oplevede hun som 13-årig, at en gruppe engle, heriblandt ærkeenglen Michael, viste sig for hende i hendes forældres have. Englene fortalte hende, at hun skulle lede kampen mod englænderne, der havde invaderet Frankrig på det tidspunkt. Mange år senere blev Jeanne d’Arc ophøjet til helgenstatus af den romersk-katolske kirke.

Mine egne stemmer
Jeg har som patient i psykiatrien haft forskellige diagnoser, som mere eller mindre har taget udgangspunkt i mine egne indre stemmer. Mine egner stemmer har altid været meget filosofiske, gerne med et højere budskab om livet og meningen med livet. For nogle år siden skrev jeg nogle af mine tanker ned. Det startede som en slags dialog mellem mig og noget, som var “højere end mig”, der talte til mig. Alle tankerne og ordene blev til en bog, som jeg selv udgav og delte med dem, som gad læse den. Nogle gange oplevede jeg, at “den” jeg talte med, var meget klogere end mig selv og også talte til mig på et sprog, jeg ikke selv var i stand til at kommunikere på. I starten skrev jeg mest på engelsk, fordi det virkede lidt lettere. I dag skriver jeg mest på dansk.

Hvordan bruger jeg mine stemmer konstruktivt?
Jeanne d’Arc endte med at blive brændt på bålet. I dag ville hun nok bare være endt på en psykiatrisk afdeling, som jeg selv gjorde det. Jeg har mødt patienter i psykiatrien, som hører stemmer, der er mindre hjælpsomme, og som har budskaber, der ønsker at skade andre, eller som er svære for modtageren at forstå eller forholde sig til. Det er et kæmpe problem, fordi mennesker, der hører stemmer, måske bare har brug for lidt hjælp til at forstå, hvad stemmerne ønsker at sige, eller hjælp til at kommunikere med stemmer, der er lidt mere hjælpsomme.

Min måde at bruge stemmerne på er ved at lade dem hjælpe mig med at løse mine problemer og opgaver. Jeg bruger dem også til at hjælpe mig med at løse andres opgaver, og har haft stor gavn af mine “indre stemmer” på alle tænkelige måder.

Hvad gør jeg, når stemmerne bliver mindre hjælpsomme?
Jeg har arbejdet internationalt som åndelig guide, clairvoyant og medie og har som regel haft positive erfaringer med at “tale” med den åndelige verden. Et par gange har jeg dog ved et uheld stillet den åndelige “radiomodtager” ind på energier, der har været meget negative. Det kan godt være meget, meget skræmmende.

Engang fik jeg for eksempel kontakt med en stemme, som udgav sig for at være djævlen selv (Beelzebub kaldte den sig – uha!). Heldigvis fik jeg guidet mig selv tilbage til “lyset” og den mere kærlige og guddommelige stemme, jeg normalt er i forbindelse med. Nogle stemmer ønsker ikke altid det bedste for dig, og andre stemmer lokker dig med løfter om magt, rigdom og indflydelse, hvis du gør som de siger. Mit bedste tip til dig, hvis du hører stemmer eller har drømme, tanker eller visioner, der ikke føles rare, er at forbinde dig med lyset. Det, jeg kalder lyset, er den mest rene form for energi, jeg kender, eller har haft kontakt til.

Der er forskellige måder at komme i kontakt med lyset. Meditation og bøn er rigtig gode teknikker at bruge. På internettet kan man finde masser af hjælp, men jeg synes Eckhart Tolle er god til at afmystificere hele emnet. Jeg synes også fysikeren Peter Russell er meget god til at forklare hvad meditation er. I Danmark har vi en mand som Svend Trier, der også er meget dygtig til den slags.

Husk også dine egne behov
Nogle gange har mine egne indre stemmer nogle ønsker og behov, som langt overgår, hvad jeg selv er i stand til at rumme eller stå til regnskab for. Nogle gange modtager jeg budskaber, som jeg ved, at andre ikke er parate til at høre eller modtage. Jeg har lært, at det nok bare er bedst at holde min mund, hvis jeg kan mærke, at det, jeg har lyst til at sige, ikke falder i god jord eller strider mod den fremherskende grundholdning. Jeg har ikke behov for at lægge mig ud med en hel masse mennesker, bare fordi jeg har ret. Jeg foretrækker at være mere harmonisk og diplomatisk, og netop det at lære mig selv at forholde mig mere harmonisk og diplomatisk til omverden er måske også en af de ting, jeg skal lære her i livet.

Nogle gange har jeg været fristet til bare at sidde for mig selv, fordi jeg allerede som barn lærte, at sandheden er ilde hørt. Det kan være en meget besværlig balancegang. Mine egne behov er at være vellidt af andre, og at indgå på en meningsfyldt måde i samfundet. Jeg ved at det ikke skal være mine indre stemmer der styrer mig, uanset hvor gode eller sande de måtte forekomme.

Stemmerne i dag
I dag har jeg lært, at det er mig, der bestemmer over mine indre stemmer, og at jeg ikke behøver at frygte at blive brændt på bålet for at sige eller gøre det, som stemmerne gerne vil have, at jeg skal gøre eller sige. Som regel har mine stemmer dog nogle meget rare og kærlige budskaber. Andre gange er de motiveret af min egen frygt for alt det, som foregår i verden omkring mig. Det er blandt andet derfor, jeg aldrig ser tv-avis eller nyheder og sjældent dvæler ved alt det dårlige, der foregår i verden. Jeg ved, at min rolle ikke er at kæmpe “imod” alt det, som foregår i verden, og som jeg ikke bryder mig om.

Min rolle er i højere grad at være til gavn på en måde, der forhåbenligt hjælper verden med at blive bare en lille smule bedre. Min store udfordring er at lære at være mere diplomatisk. Nogle sandheder er for overvældende til, at verden bryder sig om at høre dem, og min rolle er ikke at blive brændt på bålet, men måske bare være med til at skabe lidt lys i en verden, der af og til kan virke meget mørk og trist.

Bogen, som er omtalt i artiklen, kan downloades gratis via denne hjemmeside: http://azacha.dk

Af Jens05-04

betablokkenMARTStema

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 14. marts 2015 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: