Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Mit kirkelige fællesskab

Jeg har som menneske haft glæde af at komme i kirken og finde et lyspunkt i troen og spiritualiteten. Jeg synes, at det er meningsfuldt og givende at lære bibelhistorien at kende og bede nogle bønner for mit liv og for mennesker, jeg kender, som kunne have brug for min forbøn. Faktisk er alle mine bønner gået i opfyldelse, som jeg har bedt om i Lundehus kirke, på nær at finde en kæreste. Det kan dog nås endnu.

Min søgen efter det guddommelige begyndte som for så mange andre, da jeg skulle konfirmeres. Her var jeg udover konfirmationsforberedelsen med i en konfirmandklub, hvor vi havde hyggeaftener, ekskursioner og var på weekend, hvilket var en positiv måde at indgå i et fællesskab på. Da jeg var indlagt første gang, tegnede jeg et sort kors med en eyeliner på vinduet for at få min forstand tilbage, og det hjalp faktisk. Siden er jeg kommet regelmæssigt i kirken for at finde ro og træder ind i en meditativ bevidsthedsform, når jeg sidder derinde. Jeg synes, at bibelhistorien rummer meget livsvisdom, som præsterne formår at gøre moderne. At tro og komme i kirken er for mig både en søgen efter mit eget Jeg og en lyst til at indgå i et kristent fællesskab.

Præsterne er ikke psykologer

Udover biblens og præstens ord synes jeg, at det er hyggeligt at indgå i hele ritualet omkring gudstjenesten med sang og bøn. Jeg synes, at det er rart at have nogen at snakke med og blive fyldt op af ved at tale med kirkens præster. Jeg har dog ikke gode erfaringer med at dele visse dele af min livshistorie med præsterne, fordi jeg ikke altid har følt mine følelser rummet og forstået, så man skal vide, at præsterne ikke er psykologer med samme empati som dem, men det er naturligvis forskelligt fra præst til præst. Jeg oplever, at indgår jeg i fællesskabet på deres præmisser, så går det, og jeg kan føle mig fyldt op af kærlighed og overskud, men man skal ikke hente det hele i kirken, så en vis sund skepsis kan være en god idé. Det er vigtigt at holde balancen mellem ens integritet og at deltage i ritualerne, så det både bliver en behagelig oplevelse for mig selv og andre som en støtte til at finde mening i det nuværende liv.

Fællesskab styrker

Da jeg i lange perioder har levet udskilt fra fællesskabet på arbejdsmarkedet, har det at kunne indgå i det kirkelige fællesskab virket styrkende. Det, jeg især godt kan lide, er budskabet om menneskekærlighed som det vigtigste budskab i bibelen; at elske sin næste, som man elsker sig selv. Jeg synes, at det er vigtigt at holde af sig selv og andre i en til tider hård tid, og jeg oplever, at buddet om menneskekærlighed tales ind i en moderne sammenhæng i kirken. Man kan jo også dyrke sin tro meget individuelt og uden kontakt til kirken, men jeg kan godt lide at have en menneskelig kontakt forbundet med troen, da buddet om menneskekærlighed jo gerne skulle give mening. Jeg tror dog på en gud, der også er udenfor kirken.

Et alternativ til præstationsræset

Lad mig give nogle eksempler: Dengang debatten om ”Dovne Robert” var oppe, og hvor Dovne Robert blev devalueret som en, der ikke gad lave noget, tog præsten Hans Christian Jørgensen emnet op ved en gudstjeneste og sagde, at man ikke er, hvad man gør eller ej, men skal opleves som helt menneske. Dvs. at præsten tog udgangspunkt i nogle behov hos Robert, som måske blev overset af hele præstationskravet fra samfundets side. Jeg kunne godt lide den mere menneskekærlige måde at se ham på, fremfor et skræmmebillede eller en repræsentant for de arbejdsløse, som kunne vække forargelse.

Emnet om præstation blev igen taget op for nylig i en gudstjeneste i lignelsen om paradis, der er som en vingård, og hvor de sidste arbejdere, der bliver hyret i 11. time, får det samme som dem, der har arbejdet hele dagen. Præsten Julie Damgård sagde, at lignelsen fortæller om, at man ikke hele tiden skal præstere for at få, men at det er lige så vigtigt, at man er. Ved at give dem alle det samme i løn uafhængigt af arbejdstiden, sikrer man alles overlevelse. Hun talte om, hvordan alting i vores samfund bliver målt ud fra en funktionsevne, der gør, at man til sidst skal retfærdiggøre selv hvorfor man lytter til musik. Musikken skal nærmest have en funktion for at have sin berettigelse, for eksempel at udvikle hjernen, og det giver et præstationsræs, der godt kan få folk til at bryde sammen, fordi man hele tiden skal retfærdiggøre sin eksistens med præstationer. Her går biblen ind og tager fat i, at det, der tæller, er hvilket menneske man er, med alt det smukke man indeholder. Jeg kan godt lide, at eksistensberettigelsen og væren, anerkendelsen som menneske, træder i forgrunden for, at man hele tiden skal præstere. Det er som om, at når man bliver anerkendt for det menneske, man er – uafhængigt af, hvad man præsterer, vil man også gerne yde en indsats og bidrage til fællesskabet. Hvis man kan mærke og får at vide, at andre kan lide en, får man mere lyst til også at give til fællesskabet med det, man kan.

Søgen efter det gode
D. 5. februar deltog jeg – til god inspiration – i debatmødet Tro, eksistens, og psykisk sårbarhed i Fountain House ved Jørgen Due Madsen. Jeg er enig i hans betragtninger om, at man i Gud kan finde en positiv forældrefigur, men alligevel mere end det, fordi Gud kan mere. Men det er oplagt at finde ro og tryghed i religionen, som samtidig er en måde at få sin egen vilje og ønsker igennem som voksen og selvstændig person som del af et fællesskab. I troen søger man nemlig også ofte efter sig selv som helt menneske og især det gode i sig selv og andre.

Jeg kender en kvinde, psykolog Camilla Bruun, som skrev speciale om tibetanske torturofres overlevelseskraft gennem religion, fordi de gennem trosfællesskabet danner et positivt bolværk mod de onde kræfter. Denne indgangsvinkel finder jeg interessant, fordi man i det religiøse fællesskab beder for det gode for hinanden og derved definerer sig selv positivt og opretholder en tro på det gode i mennesket, trods svære vilkår. Man kunne forestille sig, at troen for psykisk syge, der også gennemgår meget ondt, gennem tro og bøn opretholder denne tro på det gode. For mit eget vedkommende føler jeg mig selv beriget ved at gå i forbøn for andre, og jeg oplever, at relationerne til dem, jeg beder for, gøres dybere ad denne vej.

At gå i kirke giver mig mulighed for at finde ro, kærlighed, fællesskab og meditation, men også for at finde livsvisdom i den bibelske fortælling og sætte det i relation til nutidens dagligdag. Ved at forhold sig til fortællingerne, som måske bare er historier med symbolsk eller psykologisk betydning, mere end bogstavelig sandhedsværdi, kan man finde mening i livet. Jeg mener derfor, at det kan give et åndeligt overskud at deltage i gudstjenester, gå i forbøn eller bede for sig selv. På den måde kan man finde støtte og overskud til sit liv som én vej blandt flere til at finde glæde i livet. Jeg opsøger også andre fællesskaber, da de fleste, der kommer i kirken, er en del ældre end mig.

Af CarinaLundehusbetablokkenMARTStema

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 18. marts 2015 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: