Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Hvad er det Meningsfulde Liv?

Først og fremmest tror jeg, at man bliver nødt til at omformulere spørgsmålet, så det bliver: hvad kunne et meningsfuldt liv være? Hvis der er nogen bestemt, evigtgyldig og generel formel for det meningsfulde liv, har mennesket enten ikke fundet den, eller vi lagde simpelthen ikke mærke til det, da den blev fundet (2+2=5?). Derfor bør spørgsmålet heller ikke stilles i bestemt (og indskrænkende) form, men åbent, med plads til multituderne.

Når nu spørgsmålet stiller sig frit og måske lidt frivolt, bliver det for mig også lettere at formulere et muligt svar – så længe læseren er sig bevidst, at svaret hverken er endegyldigt, evigt eller for den sags skyld ment som en anden formelformet selvhjælpens rettesnor; det er mit partikulære svar og det er muligvis banalt.

At skabe mening gennem ansvar og handling
Lad os introducere det hele med én af mine yndlingsaforismer;

Dén, der forstår sit hvorfor, kan i sit liv udholde et næsten hvilket som helst hvordan.

Aforismen er (meget) frit oversat fra tysk, stammer fra filosoffen Friedrich Nietzsches sene værk, Afgudernes Tusmørke (forfattet i en periode hvor nogle mener, at han allerede var begyndt at blive gal), og så har jeg tænkt mig at tage udgangspunkt i aforismen, som den står her, nøgen og skamløst revet ud af sin filosofiske kontekst.

Man kan med ovenstående aforisme (og støtte fra psykologen og tidligere koncentrationslejrfange Viktor Frankl) vende spørgsmålet om meningen om, så det ikke længere stilles af mennesket ud i intetheden – ”Hvad kunne et meningsfuldt liv være?” – men derimod stilles mennesket: ”hvordan kan dit liv blive meningsfuldt, menneske?” Hvert enkelt menneske må dermed erkende, at selve livet konstant og altid på ny spørger til meningen med det liv, det enkelte individ er givet – hvordan man svarer er op til hvert enkelt menneske. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at give bud på mulige svar:

Jeg tror, at mennesket bedst skaber mening i sit liv ved at leve ansvarligt – i det mindste med ansvar for sig selv. Når man tager ansvar for sig selv og sin handlen, bliver man også bedre i stand til bevidst at rette sig mod selvvalgte mål, som man kan handle mod uden for én selv; det kunne være at skrive en artikel til en blog, at være en god mor for sin søn, at løbe en maraton eller at hjælpe hjemløse hver torsdag. Det kunne være hjælpsomhed som sådan – eller at spørge andre om hjælp. Det vigtige her er ikke hvad ens handlen specifikt består i, men at den udspringer af én selv, og at den på sin vis er rettet udadtil.

Jeg tror ikke på, at det meningsfulde liv nødvendigvis er det lykkelige liv. Slet ikke hvis dét at være lykkelig kun indebærer tilfredsstillelsen af ens egne, subjektive lyster. Derimod tror jeg på, at man for at leve meningsfuldt må handle, så disse handlinger peger hen imod noget eksternt; den anden eller det andet.

Ligegyldigt hvilke omstændigheder man befinder sig i, kan man vælge at handle meningsfuldt. Dét at give en anden et lille stykke brød er langt mere meningsfuldt i en forfærdelig og lidelsesfuld kontekst, (hvis du for eksempel er fange i en koncentrationslejr og på din sidste ration, som Viktor Frankl oplevede), end i en lykkelig (du har vundet et livs forbrug af brød og deler lidt med din nabo). Med andre ord kan du gennem din handlen og de mål du bevidst sætter dig, næsten ligegyldigt hvor ulykkelig du eller din situation er, altid skabe ny mening i dit liv. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at den stærkeste mening ofte kan opstå i lidelsen (se blot religionerne – askesen og den lidende Gud på korset – religionerne er organiseret masse-mening) eller i hvert fald i det svært udholdelige som alligevel udholdes.

Er lykken meningsfuld?
Man kan aldrig helt finde en evigtgyldig mening med livet, heller ikke som individ; der vil altid være nye horisonter og man må konstant forny sig (selv i troen) og definere ny mening. I hvert fald hvis livet skal leves bevidst, meningsfuldt – og ikke nødvendigvis euforisk lykkeligt. Lykken viser sig måske som et biprodukt af den meningsfulde handlen, hvis man er heldig. Jeg vil selv hellere leve meningsfuldt end lykkeligt, og jeg synes ofte, at lykken er svær at gribe, når man jager den (på samme måde som kærligheden er svær at tvinge frem) – den dukker op i smukke, flerfarvede glimt når jeg har et flygtigt, meningsfuldt hvor-for; et af mig selv specificeret hvor uden for mig selv at leve for.

Det vigtigste ved de her personlige, alt for personlige, tanker om mening må være følgende; at man ikke finder mening ved udelukkende at søge indad – derimod må man handle målrettet udad, folde sig ud mod verden og ikke forblive blomsterknop; at mening er partikulær og kontekstuel – du skaber den konstant og på ny, når du tager verden og ansvaret på dig og siger ”ja!” (eller; ”nej!”); at et meningsfuldt liv for det ene menneske kan være at leve op til de normer og krav som samfundet stiller, mens det for et andet menneske kan være ’at stå af ræset’ – så længe ingen af delene udelukkende er udtryk for tilfredsstillelsen af de rent subjektive lyster (ren, egoistisk hedonisme er så fandens kedsommeligt); at det dér hårde og lidelsesfulde – mit eksempel lige nu er min speciale-skrivning som heldigvis ikke er så slem – faktisk er meningsfuldt, eller i hvert fald har potentialet til at være meningsfuldt. Jeg er stolt af lidelsen og mine ’ar’ fra tidligere; de viser at jeg har været i krig og kæmpet; at jeg ofte har tabt, men også ofte vundet.

– Gav det mening?

Af Benjamin Jensen, medlem af Bogstøtten

apriltema

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 7. april 2015 by in Artikler, Debat, Kreativt & fritid, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: