Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

EN FIGHTER I FOUNTAIN HOUSE

Han blev lam fra halsen og ned og modtog meddelelsen om, at han med al sandsynlighed aldrig ville få sin førlighed tilbage. I dag både går og står Martin, 37, og han lader hverken kroniske smerter eller en psykiatrisk diagnose stå i vejen for sine håb og drømme for fremtiden.

Martin har gennem flere år været medlem af Fountain House i København; et arbejdsfællesskab for mennesker med psykiske problemer. Han er nu tilbage i huset efter nogle års pause, men kun for en kort bemærkning. Han er nemlig allerede på vej videre til Faaborg på Fyn med sin kæreste, hvor de sammen vil bosætte sig.

At flytte sig og ville videre er et grundvilkår i Martins liv, og det er utvivlsomt den stærke drivkraft i ham, der kurerede ham fra den lammelse, han fik som følge af en tragisk arbejdsulykke.

martin3

 

-I 2006 røg hele mit liv på gulvet, fortæller Martin.

-Jeg arbejdede som sanitør på Hvidovre Hospital og havde bl.a. ansvaret for rengøring af stuerne.
Min kiropraktor havde i forvejen advaret mig mod den type arbejde, fordi jeg havde nogle rygproblemer. En bruskskive i min rygsøjle havde revet sig løs netop på grund af hårdt, fysisk arbejde. Men ingen kunne have forudset, hvor galt det skulle gå.

-En helt almindelig arbejdsdag skulle jeg tage en meget tung plastikbakke med operationsinstrumenter ud af en vogn. Bakken sad fast, og jeg rev og sled i den. Pludselig gav den efter i et ryk, og jeg faldt bagover med den 30 kilo tunge bakke ovenpå mig og klaskede mit haleben lige ned på et hårdt betongulv.
Jeg nærmest kravlede ned på skadestuen, men de sendte mig bare hjem med nogle smertestillende og beskeden om, at jeg kunne ringe til min egen læge, hvis det blev værre.
Først dagen efter gik alvoren op for mig. Jeg vågnede stærkt forpint af smerter og forsøgte at sidde. Og på et sekund blev hele mit liv forandret. Min krop faldt sammen i sengen. Jeg var blevet lam.

Lægerne konstaterede hurtigt, at Martin ikke kunne opereres, og at lammelsen med al sandsynlighed ville blive varig. Hans rygsøjle var smadret. Han ville aldrig kunne komme til at gå eller stå, eller klare sig selv igen.

-Hele mit liv har jeg rejst mig op, uanset hvad fanden der skete mig. Jeg havde en svær barndom i et dysfunktionelt hjem. Jeg har gået på utallige skoler og været i plejefamilie. Men uanset min lortebarndom, syv forskellige folkeskoler og afbrudte forhold og uddannelser, har jeg altid overlevet og trukket mig selv op ved nakkehårene. Jeg har altid kunne regne med min egen stålsatte vilje. Og med ét slag var alt det forbi. Jeg lå i en hospitalsseng, lam fra halsen og ned og var dybt afhængig af andre mennesker.

I mod alle odds
Lammelsen førte Martin ud i svær depression, men også ud i en selvransagelse, der tvang ham til at udvikle nye metoder til at overleve følelsesmæssigt og psykologisk.

-Pludselig blev jeg nødt til at arbejde med mit hoved, for det var alt, hvad jeg havde tilbage. Dét hoved, alle mine tanker og uro, som jeg altid havde flygtet fra ved altid at være i bevægelse og altid have fysisk krævende jobs. Nu var kroppen forsvundet, og jeg var overladt til mit eget indre, siger Martin.

-Jeg begyndte at visualisere, hvordan jeg kunne komme til at gå igen. Jeg så simpelthen et billede af mig selv: gående, stående og rask. Og med det indre billede gik jeg i gang. Jeg havde kun det ene mål og omdrejningspunkt: at kunne gå igen!

De næste fire år genoptrænede Martin sig selv til at gå små skridt med kort distance i en isoleret og begrænset verden af muligheder. Tre gange under processen gik det galt. Han kollapsede og blev bombet tilbage til lammelse. Tilbageslagene var forfærdelige for ham, men hver eneste gang hev han sig selv op og begyndte forfra. Og det betalte sig. Den fjerde gang lykkedes det. Miraklet skete, og han gjorde det, som lægerne havde sagt var umuligt. Han begyndte at gå, og denne gang blev han ved.

Nægter at være offer
-Jeg tror, at jeg finder min styrke helt inderst i mig selv, hvor det gør allermest ondt. Jeg har mødt svær modstand hele mit liv, men modstanden har fodret mig. Jo værre det blev, jo mere har jeg kæmpet. Derfor tror jeg, at jeg kom til at gå igen. Ren viljestyrke.
Jeg er et visuelt menneske og en drømmer, og jeg ser hele tiden min fremtid for mig i billeder. Det er mine drømme og mine mål, der får mig videre.
Og så nægter jeg at være offer. Jeg har altid gået først og maset mig frem på trods af min psykiske sårbarhed, og jeg har aldrig sat mig ned og tudet over mig selv.

I årene med lammelsen så Martin en psykiater, der gav ham diagnosen bipolar. Det var en afslutning på års uvished om hans mentale helbred. I folkeskolen havde man fortalt ham, at han sikkert havde ADHD. Men Martin fik aldrig behandling dengang.

-I dag har jeg det fint. Jeg går i distriktspsykiatrien, og min psykiater styrer min medicin.
Jeg har ikke været i nærheden af hverken mani eller depression, siden jeg kom i behandling, men jeg har stadigvæk humørsvingerne at slås med. Det er svært at afhjælpe, og jeg er ekstremt sensitiv. Men så længe jeg passer på mig selv og trækker stikket ud, når der har været for meget fart på, så går det hele.

martin2


Forelskelse i Fountain House

I 2012 mødte Martin sin store kærlighed i Fountain House. Han var begyndt sin mentale genopbygning i huset, efter han fik sin førlighed tilbage. Efter kun få uger i huset startede han et band sammen med Christine, som på det tidspunkt kom i Ungehuset Fontana.

-Vi mødtes bogstavelig talt under sød musik, fortæller Martin.

-Jeg spiller og komponerer musik, og Christine synger og skriver tekster. Vi forelskede os vildt i hinanden, og i dag er vi forlovede. På mange måder blev Christine min redning. Vi blev hinandens redning. Selv om vi begge slås med psykiske problemer, er vi kommet enormt langt sammen. Vi har aldrig haft det bedre. Hun giver mig al grund til at elske og fortsætte med at gå ud i livet, også selv om jeg dagligt lever med kroniske smerter, hver gang jeg tager et skridt. Hun er hele gåturen og alle skridtene værd!

Og fremtiden tegner lys. Parret flytter snart til Fyn, hvor Christine vil begynde på Syddansk Universitet, og Martin er fuld af mod og ideer til at kaste sig ud i livet som selvstændig.

-Mit firma kommer til at dreje sig om at hjælpe andre, der slås med kroniske smerter eller psykiske problemer. Med alt det jeg har været igennem og overvundet, er der kun én vej for mig: at give noget tilbage og hjælpe andre, der er i en lignende situation, som jeg har været. Min mission er at få fokus på og hjælpe dem derude, som ikke er blevet set eller hørt. Og jeg håber, at min historie kan styrke og inspirere andre.

Du kan opleve Martin og Christine ved Fountain Houses sommerfest d. 26. juni 2015, hvor de sammen underholder med deres band.

 

Af redaktionen

Reklamer

2 comments on “EN FIGHTER I FOUNTAIN HOUSE

  1. Mogens
    24. juni 2015

    Kære Martin, Du er et livsstykke og jeg har den dybeste respekt for dit gå på mod og vilje til at tage livet alvorligt. Held og lykke på jeres rejse sammen.

    Like

  2. Rosa Andersen
    25. juni 2015

    den sejeste og dejligste storebror og han er bare min klippe

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 24. juni 2015 by in Artikler, Psykiatri & recovery, Sker & sket i Fountain House.
%d bloggers like this: