Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Juletanker om rige og fattige

INSPIRERET AF MØDET MED EN HJEMLØS

Da jeg for nogle dage siden gik gennem fodgængertunnelen mellem Østerfælled Torv og Koldinggade, mødte jeg en hjemløs rumæner, der lå og hvilede sig på en madras. Madrassen understregede det permanente i hans levevilkår, og det gjorde næsten ondt indeni mig, for hvordan hjælper man sådan en mand? Jeg gav ham nogle mønter og ønskede ham en god jul, og så gik jeg derfra og følte mig elendigt til mode.

Julen handler i bibelsk forstand om et fattigt par, der ikke kunne finde husly og endte med at overnatte i en stald, hvor den unge kvinde måtte føde sit barn – et barn, der voksede op og prøvede at lære os, at der er håb for os allesammen, så længe vi elsker vores næste. Men på trods af, at kristendommen nævnes som en fællesnævner for vores samfund i regeringsgrundlaget, er det budskab svært at se afspejlet i et samfund, hvor nogen må sove på en madras i en fodgængertunnel, og når flygtninge frihedsberøves i teltlejre i vinteren.

På vejen hjem så jeg flere biler af mærket BMW og Mercedes. Jeg så velsoignerede og velklædte mennesker, som ikke mangler noget. Og jeg tænkte på, at der er noget fuldstændig galt med vores samfund, når forskellen på vores levevilkår hele tiden stiger. Når det er vigtigere, at en eksklusiv elite kan leve i sus og dus, end at alle kan have det godt og trygt med tag over hovedet og mad i maven.

jesus

Jeg nægter at tro på, at der er for få ressourcer eller penge i omløb til, at alle kan have det godt. Jeg gider ikke høre på DF’s sædvanlige standardsvar om, at manden, jeg mødte, bare kan rejse hjem. Jeg gider ikke høre på V’s standardsvar om, at han bare skal tage sig sammen. Jeg gider ikke høre på LA’s standardsvar om, at civilsamfundet må løfte opgaven. Og jeg gider ikke høre på S’s standardsvar om nødvendighedens politik.

Det er nemlig altsammen noget vrøvl. Hvis den mand havde noget bedre at rejse hjem til, ville han ikke blive her. Hvis han kunne tage sig sammen, ville han gøre det. Hvis civilsamfundet evnede at løfte opgaven, ville jeg ikke have set ham ligge i tunnelen, og hvis det virkelig var nødvendigt, at nogen skulle have så miserable levevilkår, ville samfundet være så fattigt, at andre ikke have råd til dyre biler, dyre køkkener, dyre ferier eller at spise så meget til jul at de må en tur på skadeturen.

Jeg kan ikke forstå, at vi kan lukke øjnene for alle de mennesker, som får det sværere og sværere i Danmark og i resten af verden. Hvad er der galt med de politikere, der fører sådan en politik? Har de fået for mange fysiske eller verbale tæv i deres opvækst? Er de bare grådige? Eller sidder der nogen bag kulisserne og trækker i tråde, som vi almindelige borgere ikke får at se?

Pga. den nye finanslov og huslejestigninger i min ejendom vil der måske komme en dag, hvor jeg bogstavelig talt ikke kan undvære en eneste mønt til en hjemløs mand, der må sove i en fodgængertunnel. Det kan jeg ikke holde ud at tænke på, for hvem skal så hjælpe ham? Politikerne, eliten og “civilsamfundet” (hvad den betegnelse så end dækker over) gør det helt sikkert ikke.

Glædelig jul.

Af Maria L

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 26. december 2015 by in Artikler, Debat.
%d bloggers like this: