Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Signes beretning

Læs Signes inspirerende fortælling om at genvinde kontrol over sit liv, når man ung, studerende og psykisk sårbar.

Hvad var din situation, da du startede i Bogstøtten (eller eventuelt på et senere tidspunkt)  – socialt, studiemæssigt, personligt, helbredsmæssigt?

Studiemæssigt: Jeg startede i Bogstøtten, fordi jeg genoptog mit studie efter at have været udmeldt p.g.a. psykiske og fysiske helbredsproblemer. Jeg havde, inden jeg genoptog mit studie, været i en virksomhedspraktik i et halvt år, der var gået godt, så jeg ville gerne i gang med at læse igen, så jeg kunne få en videregående uddannelse.
Jeg kendte Bogstøtten og Fountain House i forvejen (havde 15 år tidligere været meget kort i arbejdsgruppen i Bogstøtten), og ringede og fik en førstegangssamtale inden jeg startede igen på studiet, så jeg kunne bruge Bogstøtten som læsesal lige fra starten. Da jeg startede igen var det som fuldtidsstuderende.

Socialt: Jeg havde på daværende tidspunkt en kæreste, men min egen lejlighed, en to-værelses-andel i Vanløse. Fin lejlighed, der ligger godt, men som trængte gevaldigt til istandsættelse af køkken og bad – hvilket jeg hverken havde penge eller overskud til at få gjort. Jeg havde god kontakt til mine forældre, der bakker mig og mine valg op, og gode, tætte veninde-relationer, som jeg havde haft i mange år. Det var svært for mig at starte nye steder med mange mennesker, jeg ikke kendte – kan fx huske, at jeg var meget nervøs for, hvordan frokosten foregik, om der var nogen at sidde sammen med, eller om jeg ville føle mig malplaceret og mærkelig.

Personligt og psykisk helbred hænger sammen: Jeg var diagnosticeret (fra jeg var 14) med borderline, som stadig på daværende tidspunkt påvirkede mine ikke-nære relationer – samtidig led jeg skiftevis af depression og voldsom angst, samt søvnproblemer p.g.a. angsten. Jeg var i medicinsk behandling for depression og for indsovningsproblemerne/voldsomme følelser.

Fysisk helbred: Dårlig almen tilstand/dårligt immunforsvar, hyppigt tilbagevendende virusinfektioner og blærebetændelse, tilbagevende fysisk udmattelse p.g.a. angst/manglende hvile p.g.a. angst, når jeg var derhjemme.
Meget lange fysiske sygdomsperioder – to til tre uger pr. virusinfektion, formentlig p.g.a. den fysiske/psykiske udmattelses som følge af den altid tilstedeværende angst. Kronisk træthed og MEGET kuldskær! Fik meget let stress og kunne have svært ved at koncentrere mig.

Hvad betød det for dig at komme i Bogstøtten?

Bogstøtten reddede mit liv.
Jeg tror, jeg havde ligget hjemme på min seng, alene, og endt med at søge førtidspension, hvis jeg ikke var begyndt at komme i Bogstøtten, og jeg havde ALDRIG fået gennemført mit studie uden Bogstøtten at komme i og støtten fra min vejleder/medarbejderne i Bogstøtten.

Bogstøtten og Fountain House betød konkret for mig et sted at læse, hvor der var andre mennesker – mennesker jeg ikke behøvede skjule for, hvem jeg egentlig var, eller hvordan jeg havde det. Det, at have andre at holde pause med, tale med, hygge med også uden for huset, privat! Finde et sted hvor jeg passede ind og hørte til socialt, det er svært at sætte ord på, for første gang i mit liv oplevede jeg rigtig at passe ind socialt og at høre til sammen med andre! Vi var samme sted, voksne, der stadig studerede, uden ægtefæller og børn. Det er meget svært at forestille sig ikke at have det i dag, det betød og betyder så uendeligt meget for mig og min psykiske sundhed.

Jeg fik hjælp fra Fountain House Min vejleder tog med som bisidder ved et møde med kommunen. Det hjalp mig med at holde fast i mit mål om at fortsætte med at læse, men på nedsat tid. Samtalen forløb helt anderledes positivt og givtigt, end når jeg havde været og tale med min sagsbehandler alene om min situation.

Bogstøtten hjalp mig under en lang fysisk sygdomsperiode, ved at jeg stadig måtte komme og være med i det sociale. At høre de andre tale om deres studier og om, at de skulle ind på læsesalen og læse videre, motiverede mig til at starte på mit studie igen – nej, det ikke kun motiverede mig – det gav mig LYST til at gøre et forsøg med mit studie igen. For mit psykiske velbefindende betød det ALT, at jeg stadig kunne komme i Bogstøtten og være med og høre til, selvom jeg havde pause fra studierne p.g.a. mit fysiske helbred.

Det forebyggede indlæggelse på psykiatrisk afdeling, at jeg stadig kunne komme ud og være sammen med andre et trygt sted, selvom jeg var fysisk meget svækket. Jeg er sikker på, at jeg var brudt psykisk sammen af at være så meget alene og fysisk sløj og sikkert var blevet indlagt, hvis jeg ikke havde haft bogstøtten og Fountain House og det sociale samvær der.

Har du haft kontakt med andre enheder i huset/medlemmer i andre enheder i huset? Hvad har den kontakt betydet for dig?

Jeg har ikke arbejdet fast i en af de andre enheder, men jeg har haft og har meget kontakt med hele huset. Været med til festerne og nytårsaften, været med til at arrangere nytårsaften, deltaget i marked på Kofods skole, og jeg er kommet utrolig meget i husets fællescafé, og fået rigtig gode venner fra de andre enheder, som jeg også ser privat – at have lært disse mennesker at kende betyder for mig, at jeg har fået udvidet både min vennekreds OG mit sikkerhedsnet med mennesker, der forstår, hvad det vil sige og betyder at have det psykisk skidt.
Jeg har faktisk fået flere private venner fra de andre enheder end fra Bogstøtten.

Praktisk i hverdagen i huset er det rart at kunne få super god og billig frokost i kantinen (det er svært at overskue indkøb og madlavning af ordentlig mad, når man er psykisk dårlig/belastet og stresset/presset over et studie). Og det er rart at kunne hjælpe til i køkkenet med praktisk/fysisk arbejde, både som pause fra studierne, og hvis man psykisk har det rigtigt skidt. Det hjælper, at man kan gøre noget sammen med og for andre, også når man ikke kan koncentrere sig om studierne/psykisk har det dårligt.

Har du i perioden været i kontakt med andre tilbud uden for huset – tilbud, der har spillet en rolle i din ”recoveryrejse”?

Jeg har modtaget revalideringsydelse fra kommunen under mit studie. Jeg har haft en privat praktiserende psykolog, jeg har gået og går i samtaleterapi hos ca. hver 14. dag.
Jeg har modtaget et utal af dispensationer og vejledning fra en ansat studievejleder på mit studie. Jeg har en privat praktiserende psykiater, jeg har gået hos gennemsnitligt hver 3.mdr.
Jeg har fået sps-støtte (socialpædagogisk støtte) på mit studie, hvilket ikke gav nogen mening/hjalp overhoved ikke.
Jeg har været på Hillerød Hospital p.g.a. langvarende maveproblemer, som formentlig også er opstået p.g.a. mit psykiske helbred.
Jeg har modtaget zoneterapi for at styrke mit immunforsvar.
Støtte, vejledning og et fysisk sted at være i Bogstøtten har gjort, at jeg fik gennemført mit studie. Uden Bogstøtten og Fountain House havde jeg ikke fået gennemført en uddannelse.
Revalideringsydelsen og muligheden for at færdiggøre på deltid har også hjulpet mig til at jeg kom igennem mit studie.
Samtaleterapien hos psykologen har gjort, at jeg psykisk kan klare meget mere psykisk i dag end tidligere og at mine borderline-symptomer er næsten ikke eksisterende mere, og jeg bliver ikke deprimeret mere.
Medicinsk hjælp og vejledning samt samtaler med min psykiater har hjulpet på at få min depression til at gå væk/ikke komme tilbage (gik væk da jeg fik ny antidepressive af min nuværende psykiater), samt praktisk at håndtere praktiske og fysiske problemer under mit studie.

Hvad er din situation nu? Social, studiemæssigt, helbredsmæssigt, personlig?

Socialt fungerer jeg meget bedre, mine relationer fungerer fint, og jeg kan i dag godt lide at møde nye mennesker, har overskud til at få besøg oftere, og kan fastholde mere perifere venskabsrelationer, hvilket jeg ikke kunne overskue/holde til tidligere.

Fysisk har jeg det bedre, men er stadig meget træt, bliver hurtigt udmattet, har begrænset arbejdsevne og bliver ofte og lang tid syg af virusinfektioner. Psykisk har jeg det MEGET bedre, end da jeg startede i Bogstøtten. Jeg er i dag mere bange for hele tiden at blive fysisk syg end psykisk at kollapse.

Personligt: Jeg har fået hjælp fra en handicapordning under kommunen til at kunne få erhvervserfaring  inden for mit fagfelt. Jeg er bevilliget et 12 mdr. løntilskudsjob, jeg skulle dog selv finde arbejdet. Det har betydet helt utroligt meget for mig personligt at opleve at kunne bruge min uddannelse til noget og både fysisk og psykisk at kunne holde til at gå på arbejde – og faktisk nyde det fagligt og hygge med mine kolleger.

Dine planer for din umiddelbare fremtid? Hvad – hvis noget – tager du med fra Bogstøtten på denne fortsatte rejse?

Min planer de næste 7 måneder er at arbejde i mit løntilskudsjob 25 timer om ugen. Forhåbentligt kommer jeg op på at kunne holde til at arbejde 30 timer om ugen i et almindeligt job, når mit løntilskudsjob slutter, for så kan jeg være selvforsørgende på et niveau, hvor jeg også kan få råd til at spare lidt op til vintertøj og måske en ferie.
Jeg håber også på at få så meget styr på min angst, og få så meget fysisk overskud/energi, at jeg kan overskue at få istandsat min lejlighed.
Og så vil jeg gerne have en kæreste, jeg kan have det så godt sammen med, at vi kan bo sammen.

Jeg kommer stadig i Bogstøtten og Fountain House og deltager i de sociale arrangementer: fester, foredrag, undervisning, aftenåbent etc.
Hvis jeg bliver arbejdsløs, vil jeg igen bruge Bogstøtten/huset som “arbejdsplads” for min jobsøgning/ansøgningsskrivning/sparring med de andre jobsøgende i huset.
Forhåbentligt kan det at bruge huset som arbejdsplads, hvis jeg igen bliver jobsøgende, gøre, at jeg kan fastholde den normale og gode døgnrytme, jeg har fået ved at gå på arbejde.

Det jeg har taget med fra Bogstøtten og Fountain House er en færdiggjort uddannelse!!!
Selvtillid i forhold til sociale og organisatoriske kompetencer. Sikkerheden ved at vide, at jeg altid kan tage hen i huset og være tryg og høre til.
Gode venner i samme livssituation som mig, som jeg også deler fælles kulturinteressere med. Et fantastisk sted at holde nytårsaften. Selvtillid i forhold til at være ærlig omkring min psykiske sygdom/sårbarhed. Viden om at jeg er ok, selvom jeg er meget følsom.

Signe, november 2015

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 30. december 2015 by in Artikler, Ikke kategoriseret, Psykiatri & recovery, Sker & sket i Fountain House.
%d bloggers like this: