Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Livet på kontanthjælp

Dette er ikke et opslag om arbejdsløses og sygemeldtes økonomiske vilkår men om de frustrationer, man skal håndtere, når man er en del af systemet.

Jeg har været sygemeldt med stress i ca. halvandet år, men som kontanthjælpsmodtager må man ikke hvile ud i fred, når man er syg – man skal aktiveres på lige vilkår med andre arbejdsløse. Hvis ens sagsbehandler vurderer, at man har det for dårligt til en aktivering – og det er altså op til den enkelte sagsbehandler at foretage denne vurdering, en person, som ikke har nogen lægefaglige kvalifikationer, som retfærdiggør, at vedkommende står med det ansvar – bliver man tildelt en mentor, som man skal mødes med en gang om ugen.

Efter at have været sygemeldt et stykke tid, påbegyndte jeg et terapiforløb, men samtidig skulle jeg bruge energi på et mentorforløb. Jeg var tvunget til at fortælle personlige detaljer fra mit liv til en vildtfremmed person, jeg ikke selv havde valgt at åbne mig for, hvilket selvsagt er energikrævende – energi, jeg hellere ville have brugt på at passe min terapi og blive rask. Min mentor har ikke vist den store forståelse for det frustrerende i den “forretningsgang” men fastholder, at mine dårlige oplevelser med Jobcentret blot er mine personlige oplevelser, selvom de afspejles i mange, mange andre menneskers erfaringer og beretninger. At blive mødt på den måde har ikke gjort mig mere begejstret for mit mentorforløb.

Hvis man bliver syg den dag, man skal mødes med sin mentor, skal man både ringe og sygemelde sig på Jobcentret og hos konsulentfirmaet, hvor ens mentor er ansat. Når man får en medarbejder på Jobcentret i røret, skal man oplyse, hvad man fejler – det er ulovligt, hvis en arbejdsgiver spørger sådan, men der gælder andre regler, når man er en del af systemet. Derefter skal bemeldte medarbejder – igen en helt tilfældig og lægefagligt ukvalificeret person – slå op i ens sag og vurdere, hvor længe vedkommende mener, at man må have lov til at være sygemeldt. Det er en utrolig grænseoverskridende oplevelse.

head-on-wall-750x360

 

I dag skulle jeg melde mig syg. På Jobcentret fik jeg at vide, at systemet var nede, så jeg skulle ringe igen om nogle timer – det er sket før. Efter en gnidningsfri sygemelding hos konsulentfirmaet ringede jeg igen til Jobcentret, denne gang for at tale med min sagsbehandler – min læge har nemlig anbefalet mig at bede sagsbehandleren om at rekvirere en statusattest fra min læge i håb om, at systemet vil vise lidt mere hensyn til mit psykiske helbred. Jeg var nr. 17 i telefonkøen, og det tog 17 minutter at komme igennem den og få at vide, at man fra i dag ikke længere kan ringe og tale med sin sagsbehandler – den funktion er blevet sparet væk. Så jeg måtte lægge en besked og håbe på, at sagsbehandleren rent faktisk får den (for det har jeg desværre erfaring med, at han ikke altid gør) og ringer tilbage.

Jeg mangler stadig at ringe til Jobcentret igen for at melde mig syg, i håb om at systemet fungerer nu. Hvis ikke, må jeg håbe, medarbejderen forbarmer sig over mig og noterer min sygemelding manuelt. Ellers må jeg prøve nogle timer senere, samtidig med at jeg venter på, at min sagsbehandler forhåbentlig ringer tilbage snart. Alle de opkald, alle vurderingerne, al ventetiden stresser mig yderligere. Lyder det her som et system, hvor man kan blive sin stress kvit?

OPDATERING: Nu gik min sygemelding igennem. Det tog 21 minutter.

Af Maria

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 20. marts 2016 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: