Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Formiddage i Fountain House – En Poetisk Føljeton – Del 2

Hannes historie

Jeg sidder og læser om Hanne Maaløe i Information på nettet via Facebook. Hun døde i februar. 68 år gammel. Invalidepensionist. To sønner og et liv med talrige psykiatriske indlæggelser. Hun blev overfaldet som ganske ung og det havde hun svært ved at slippe.

Et trist liv. Sådan burde ingen have det. Sådan lyder mange af kommentarerne til Hannes livshistorie på facebook, en søndag i april. Det var så Hannes liv. Trist. Barsk. Ikke nemt.

Hendes to sønner havde ikke en let opvækst. Hanne var maniodepressiv, og overfaldet gjorde en skrøbelig sjæl endnu mere bevæget. Men de elskede og respekterede hende til det sidste.

En særlig stemme til et liv, barsk som det er det for mange mange mennesker. Delt på facebook, hvor alt i verden handler om at polere det liv som vi alle ved er skrøbeligt. Vi ved det er skrøbeligt ikke mindst i fountain house, hvor livshistorierne, formentlig kunne fylde den ene polerede knaldroman efter den anden, med både drama, tragik og stof til eftertanke for de fleste.

DSC_8530

Et liv i overhalingsbanen

Jeg læser og jeg tænker på mit eget liv. Som 21 årig var mit liv i overhalingsbanen, jeg havde vel nogle overordentlig høje ambitioner, og i hvert fald ikke mangel på drømme om hvad jeg skulle kunne nå, hellere i dag end i morgen. En glubende appetit på tilværelsen, en selvtillid der let skyggede også for mig selv over et lidt skrøbeligere selv. Det med det skrøbelige selv, er et vilkår alle mennesker har i et vist omfang. Det med at passe på det, vores eget, i virkeligheden største og vigtigste ansvar. Og balancerne dem vi kaster os ud i at få lært, ikke mindst som 21 årige, når længslen og drømmene ikke kan blive realiseret hurtigt nok, og ansvaret for at passe på det skrøbelige jeg, nok let at komme til af og til at overse lidt.

Sådan for mig, jeg ville så meget, at det gik for stærkt, og nerverne måtte dulmes med hash og alkohol. Det var der gået nogle ungdomsår med, og det lille skrøbelige selv, blev lidt forsømt af mig selv.

Så nåede længslen og drømmene til at tempoet skulle op i det hurtigste gear. Det blev til en seks måneders rejse i Latinamerika og USA og en svampepsykose, og personlighedsforstyrrelse, efter en traumatisk overdosis på euforiserende svampe.

Et ordentlig slag i hovedet med en forhammer kaldte min kammerat, der var med mig den nat, det efterfølgende et års tid efter.

Det var i 1997.

Siden har mit liv inde i mig set anderledes uroligt ud, end det trods alt gjorde umiddelbart før.

Jeg har nok en helt utrolig viljestyrke, og drømmene i behold. Balancerne, accepten og ansvaret for det skrøbelige jeg, er den egentlige styrkeprøve og en der varer tilværelsen ud også for mig.

Med årene rykker jeg mig millimeter, og det lever jeg højt højt højt på.

Accepten måske den sværeste af de tre ovennævnte prøvelser, rykker af og til lidt nærmere, men at acceptere at jeg dummede mig, at jeg lod mig friste kan man sige, at jeg slog mig og havde for travlt, er så svær.

Vi ved aldrig hvordan vores liv kommer til at forme os.

DSC_8490

Mark Twains motto

Min store datter på syv, fortalte mig glad en dag om Mark Twain. De havde hørt om ham i skolen, og at det havde gjort kæmpe indtryk var der ingen tvivl om, for Mark Twain har et motto der lyder således: Der er to vigtige begivenheder i livet. At blive født og at vide hvorfor. Det sidste var min datter meget optaget af. Og hun fortæller mig om de ting hun drømmer om at hendes liv vil komme til at være fyldt af. For hende er det med mindst lige så store drømme og længsler som sin far, og så er jeg lykkelig, for selv om balancerne er svære, så kan man med længslen og drømmene i behold altid finde et håb at holde fast i. Når jeg kan, fortæller jeg hende, om hvor vigtige de drømme er. Hvor smerte fulde de end er, når jagten på dem synes lang og hård, og de må balanceres, så er de udtryk for livsvilje, og selvom de ikke er forkromede eller gør sig på facebook til andet end at det er trist og sørgeligt, så bærer de i sig en kim til altid at ville leve, og altid at bevare håbet.

DSC_8496

Flyveture, sorte dage og Fountain House

Mit liv er nok et liv som mange andre i Fountain House ville kunne genkende sig selv i elementer af, skulle vi sætte os en dag og udveksle erfaringer. Rigt på de vildeste op- og flyveture og lige så rigt på de sorteste og mørkeste lange dage.

Hvis accepten af at det blev anderledes end jeg som 21 årig havde tænkt mig frem til er en af de svære ting for mig, så tror jeg til gengæld at belønningen ved at føle at jeg kommer lidt nærmere, så stor, at den også giver fornyet håb og tro. Tro på at også balancerne, ansvaret og glæden gradvist kommer til at fylde mere og mere og mere.  Håbet er vi velsignet med at få i gave hver eneste morgen. Jeg tror at opgaven som den også var det for Hanne Maaløe, er at stå distancen, finde den større grad af balancer, og hver dag blive lidt bedre til at løfte det vigtigste ansvar, at passe på det skrøbelige jeg, som også Hanne havde.

DSC_8503

Den virkelige historie om Hanne

Hanne havde de bedste år af sit liv til slut.

Aftenen før hun døde, delte hun en smøg med sin søn på sin stue på plejehjemmet, hvor der egentlig var rygeforbud.

At facebook kommentaren der går igen er, at det var et trist liv, gør naturligvis ikke verdens optagethed af facaden, mindre udfordrende, for alle de mennesker jeg selv inklusive, der hver eneste dag knokler, for at passe på os selv. Men tage modet fra Hanne mens hun levede, har facebook ikke kunnet. Det er som jeg læser det den virkelig historie, delt af Information på facebook, og den historie, som mange af os også i Fountain House kan nikke genkendende til.

Hvor krævende det end af og til er at færdes i Fountain House, med et skrøbeligt jeg, omgivet af mennesker der også kæmper for at passe på sig selv, så er det ofte, at det er værd at huske at de mennesker der vil Fountain House, netop er her fordi de vil. Det lille ord, vil, er også i Fountain Houses verden af kolossal betydning for den hverdag vi skaber sammen. Kaotisk og rodet, uden den store følelse af at ændre verden, endsige få udført så meget arbejde udover det mest nødvendige af husets daglige drift. Men med vilje, med ønske om at skabe noget sammen, møder vi ind når vi er her, og det er en ånd som er uendelig vigtig at værne om, som den er det for os alle hver i sær, så er den det for det fællesskabet også Fountain House.

DSC_8493

Et forslag til morgensangen

Måske et forslag til næste spontane morgensang i cafeen kunne være Halfdan Rasmussens: ”At lære er at ville, befri sin ensomhed, at stå ved åndens kilde, og ydmygt knæle ned, at spejle sig i tider, der sov på kildens bund, mens nye bølger glider, som tegn mod hånd og mund.”

Af Nikolaj

Advertisements

One comment on “Formiddage i Fountain House – En Poetisk Føljeton – Del 2

  1. Esben Sandvik Tønder
    4. april 2016

    Hanne, Nikolaj, Mark Twain og Halfdan Rasmussen – smukt! Tak fordi du deler de fine refleksioner om det sårbare liv, viljen til at ville, viljen til mening og håbet!
    Bh. Esben

    Liked by 1 person

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 4. april 2016 by in Ikke kategoriseret.
%d bloggers like this: