Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

MORDET I FOUNTAIN HOUSE – DEL 3

Krimi-novelle i tre afsnit

 

§
… der er nogen, der har pillet ved Pils ostemadder? Osteskiverne var spist, og marmeladen var skrabet af madderne og ned på kortet. Efter en nøje undersøgelse kunne det konstateres, at kaffepletterne bestod af tæt-grumset, tjærelignende kaffe – den type kaffe, en hjemløs kan finde på at lave.

Desuden viste det sig, at ikke alle medlemmer af Fountain House var dukket op til festen, og det var ikke alle, der var til festen, der var inviteret.

Ude i Fountain House, ved siden af IT-medarbejderens lig lå en stub, der mest af andet lignede en forvokset lakridsrod. Der blev taget billeder af liget, og Bent Betjentsen lagde træstubben i bunken med de andre bevismaterialer og ringede efter retsmedicineren.

”Beviserne taler for sig selv, rub og stub!” sagde han. “Vi har at gøre med en usynlig fjende … en, der kommer udefra, og som har de værste intentioner.”

 

§
Pil besluttede at deltage i IT-medarbejderen, Jans, begravelse. Hun vidste dybt inde i sig selv, at morderen måtte findes uden for Fountain House-regi, og tænkte, at hun ville medvirke for at støtte alle de uskyldige og sørgende mennesker fra huset. Begravelsen var vældig sørgelig, og de fleste medlemmer og medarbejdere havde iført sig Hawaii-skjorter og blomsterkranse i respekt for Jans sidste ønske om en rejse til udlandet – den rejse som skulle have været den første i hans liv. Han endte jo desværre på en anden og langt mindre fornøjelig rejse.

Medarbejderen Katrine aka Ziggy Stardust aka David Bowie

Medarbejderen Katrine aka Ziggy Stardust aka David Bowie

Midt i den store, sørgende menneskemængde fik Pil pludselig øje på nogle, som skilte sig ud. Adskillige mennesker havde spredt sig ud i mængden og stod med nogenlunde samme distance til hinanden i en cirkel. Forbløffet gik det op for hende, at de alle var klædt ud som Ziggy Stardust aka David Bowie. Det gøs i Pil, da hun pludselig begyndte at genkende deres ansigter.

Dér stod Per Bo i næsten uigenkendelig kostume, Pierre Lumiére, knivkasteren Beau Perron, som til forveksling lignede Per Bo, Albert Lumrensens bror, Søren Slumrensen, og overraskende nok Katrine, Helle og Ole, alle medarbejdere fra Fountain House. Hvorfor har disse mennesker klædt sig ud som David Bowie, og hvorfor står de bomstille og sender skulende blikke til hinanden, tænkte Pil.

 

§
Mens hun betragtede dem, præsten, der talte om Jans liv, og de sørgende, der holdt om hinanden og græd sagte, voksede følelsen af, at der var noget, hun overså. At lige uden for hendes synsfelt var der noget, der kunne få det hele til at falde i hak.

Obduktionen af Jan havde vist, at han var blevet dræbt omtrent samtidigt som Lumresen og på samme måde – med knivstik. Men den ene var godt gemt, og den anden ikke. Var det i virkeligheden Jan, det hele handlede om? Og ikke Lumresen. Måske han kun var blevet dræbt, fordi han havde overværet det ’rigtige’ mord? Eller var de lige vigtige, og morderen havde kun haft tid til at gemme den ene?

Pils blik faldt på den skulende Ole i det grimme Stardust-kluns, og det gik op for hende, at han og Katrine havde været medarbejderne på arbejde nytårsnat. Jan havde været der som gæst, han ville ud at rejse, og nu stod de to der sammen med cirkusfolkene som en anden flok Bowie-kult-tosser. Havde Jan været med i kulten, men ville ud?

Og så var der Per Bo og Beau Perron, der var ens som to dråber vand. Det gjorde Per Bos alibi usikkert, for var de to i virkeligheden i ledtog med hinanden og sammen om mordene? Alle i huset ville jo kun have set én person, hvis de hele tiden stiftedes til at ’være’ Per Bo til nytårsfest. Havde Per Bo/Beau Perron grund til at skille sig af med Jan?

Endelig faldt den manglende brik på plads: Jan havde til forveksling lignet Lumiéres og Perrons største rival i cirkusverdenen, José Caracas de la Mayor Esperanza Guadalupe! Som på mystisk vis forsvandt fra scenen for 20 år siden og aldrig var set siden.

José Caracas de la Mayor Esperanza Guadalupe

Per Bo/Beau Perron

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

§

Pil betragtede de syv skikkelser i cirklen. Hun måtte gøre noget for at forhindre det sidste træk, uanset hvad det end måtte være.

”Stop!”

Hun havde trukket sin tjenestepistol og var trådt ind i midten af cirklen. Pistolen var rettet mod Per Bo. Per Bo trådte et skridt tilbage. Han havde en kniv i hånden. Hans ansigt var ikke længere et menneskes, men havde et afsindigt dyrs forvredne ansigtstræk. Som et spejlbillede af Per Bo havde Beau Perron også trukket sin kniv. Det var ikke længere til at sige, hvem der var hvem. Måske var der tale om én og samme person?

HJÆLP!

Pil kunne mærke alt lys forsvinde omkring sig. Hun faldt sammen. Kun mørket og skyggerne var tilbage. Det sidste hun så var bagsiden af Per Bos medaljon. Den forestillede ikke længere yin og yang, men en væmmelig gedetunge, der vred sig ud af noget, der lignede en pyramide af døde menneskekroppe.

To skud fra Betjentsens revolver overdøvede de galoperende dyrehove i Pils hoved. Hun åbnede øjnene. Per Bo og Beau Perron lå livsløse foran hende. Betjentsen havde ramt begge i panden med sine to skud. Bowie kostumerne fik begge til at ligne døde klovne fra en anden planet.

Betjentsen hjalp Pil på benene. De resterende deltagere i ritualet var forsvundet.

”Vi må stoppe dem!” sagde Pil.

”Kirkegården er omringet,” sagde Betjentsen. ”De kommer ikke langt.”

I det fjerne kunne Pil høre lyden af hunde. Hun kunne genkende to af stemmerne. Var det Katrine og Ole der skreg? En helikopter fra jægerkorpset kredsede rundt et eller andet sted i nærheden. Var mareridtet ved at være slut?

”Lumiére?” sagde Pil.

”Lumiére er ikke længere blandt os,” sagde Betjentsen. ”Lumiére er Lumrensen. Lumrensen er Lumiére”.

”Jeg forstår intet,” sagde Pil.

”Nej, men det gør jeg,” sagde Betjentsen. ”Desværre. Jan døde for at beskytte de uskyldige i Fountain House. Beau Perron ville have dræbt dem alle sammen nytårsnat. Jan døde samtidig med José Caracas. Begge døde for at beskytte det, de holdt mest af.”

Pil var stille. Så mange var døde, og alligevel var historien endt godt. Eller var den?

”Jeg vil godt have en kop kaffe nu,” sagde hun.

”Det ved jeg,” sagde Betjentsen.

Betjentsen støttede Pil, mens de sammen forlod kirkegården og de sidste skrig forstummede omkring dem. ♦

FIN

Mordet i Fountain House er en vandrenovelle, der er forfattet af ni mennesker. Hver forfatter har skrevet ét afsnit og sendt historien videre til den næste.

Del 3 er forfattet af Richard, Gry, Lotte, Jens.

Alle forfattere: Robin, Gry, Mads, Lene, Lotte, Richard, Esben, Maria, Jens.

Illustration: Shiva & Robin

 

 

Reklamer

One comment on “MORDET I FOUNTAIN HOUSE – DEL 3

  1. Mogens
    18. april 2016

    Det godt nok drabeligt det der sker der – overvejer en bodygard

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 18. april 2016 by in Artikler, Kreativt & fritid, Sker & sket i Fountain House.
%d bloggers like this: