Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Se gadens lys

Jeg faldt i snak med Lars udenfor supermarkedet, hvor han stod og solgte Hus Forbi. Med fugtige øjne fortalte han mig, at han havde fået en cykel forærende. Den hvide cykel stod lige ved siden af ham, men det var nøglen låsen, der blev symbolet på hans store glæde. Han viste mig den flere gange, og hans ansigt lyste sådan af bevægelse, at jeg selv blev rørt.

Det er ikke første gang, at jeg er faldet i snak med en hjemløs og er blevet dybt rørt. For næsten ti år siden talte jeg jævnligt med Daniel, som solgte hus forbi ved Nørreport Station. Vi havde fødselsdag med få ugers mellemrum, og da jeg mødte ham kort efter hans og af ren og skær vane spurgte ham, om han havde haft en god dag, kunne jeg have sparket mig selv, da jeg så det smertefulde udtryk i hans ansigt.

hus

Tanken om, at ingen havde fejret sådan en sød fyr på hans 25-års fødselsdag, at han hverken havde fået gæster, gaver eller kage, gjorde så ondt inden i mig, at jeg gik hjem og strikkede et halstørklæde til ham, som jeg pakkede pænt ind. Da jeg selv havde haft fødselsdag, pakkede jeg et stykke af min fødselsdagskage i stanniol, lagde det i en pose sammen med halstørklædet, og tog ind til byen med et hurraflag i hånden for at fejre Daniel.

Josefina, som nogle gange står foran et af mine lokale supermarkeder, er kun først i tyverne. Hun er psykisk syg og får det endnu dårligere, hvis hun bruger psykofarmaka. Men hun har en sød kæreste, og hun drømmer om at få en lejlighed, så de kan få et kæledyr. Hun er den sødeste, kærligste pige, man kan tænke sig, og jeg bliver altid så rørt af at tale med hende.

Jeg synes egentlig, det er meget naturligt at tale med hjemløse – selvom man ikke køber bladet, kan man jo godt hilse, så de ikke kommer til at føle sig usynlige. Men jeg kunne forstå på Josefina, at det ikke er alle, der tænker sådan – hun havde endda oplevet at blive spyttet efter, når hun solgte hjemløseavisen.

Det var heldigvis aldrig sket for Lars, men han sagde, at folk nogle gange råbte efter ham: ”Hvorfor får du ikke et arbejde??” Jeg kunne se stoltheden og selvbevidstheden i hans øjne, da han fortalte, at han ikke fandt sig i de tilråb – han betalte nemlig skat af sin indtægt fra salget af Hus Forbi, selvom samfundet havde svigtet ham fuldstændig: Han led af terminalcancer efter at være blevet fejlopereret, han boede på den nærliggende kirkegård, og han kunne ikke få kontanthjælp. Han havde ikke engang et sygesikringskort.

kirkegård

Han sagde flere gange til mig, at jeg var et godt menneske – at jeg var fuld af kærlighed, og at jeg havde et stort hjerte. Men det var jo ham, der havde et stort hjerte! Han hilste på nogle drenge, der kom forbi med deres mor og fortalte med kærlighed i stemmen, at de skatede i området, og at han passede godt på dem.

Han syntes, det var vigtigt at være sød ved børn og vise dem, at man ikke behøvede at være så hård ved hinanden. Han hilste glad på en forbipasserende supermarkedsmedarbejder og takkede for kagen – manden havde haft fødselsdag dagen før. Han stod og aede min radbrækkede sjæl med sine ord, og da jeg skulle gå, gav han mig et kæmpe kram. Jeg formår slet ikke at fortælle, hvor bevæget jeg var, da jeg gik derfra – hvor meget han havde givet mig.

Det gør så ondt indeni mig, når jeg tænker på, at der er nogen, der lever et liv som Lars’, og at jeg intet kan gøre for at ændre det. At vi har indrettet et samfund, hvor politikerne fører an, når det gælder om at træde på de svageste, uanset om det er ved at skære i enlige mødres kontanthjælp, indlogere asylansøgere i jammerlige teltlejre eller komme med hånlige tilråb til hjemløse og spytte efter dem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre – udover at hilse pænt på Lars, Josefina og deres kolleger.

Af Maria

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: