Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Mit liv på TV – eftertanke

 

Katja er medlem af Fountain House og har medvirket i en programserie på DR3, der hedder: ‘POV’

Min historie

Min mening med at være med i POV var, fordi jeg gerne ville fortælle min historie om, hvordan det er at være mig med et synshandicap og psykiske udfordringer. Jeg så jo programmet inden det skulle vises, og jeg synes, det var rigtig fint, og jeg synes faktisk, at jeg kom ud med størstedelen af mit budskab, hvor jeg fik fortalt, hvordan det var for mig at blive taget hjemmefra som ganske lille, og det svigt jeg ind i mellem følte, når mine forældre meldte afbud til forældredagene.

Som jeg også siger i programmet, ved jeg jo godt, at de fik mig anbragt der i den bedste mening. Jeg synes dog, at vinklen i programmet lagde alt for meget vægt på, hvor meget jeg følte mig svigtet, og hvor hårdt det var for mig ikke at bo hjemme – og det var ikke det, jeg ville fortælle. De lagde heller ikke ret meget vægt på mine psykiske problemer med stemmehøring, angst og depression. De lagde meget vægt på mit synshandicap, hvilket jeg ikke er tilfreds med. Jeg vil dog sige, at jeg fik fortalt mit budskab om, at jeg ikke synes, at min mor har været der ret meget for mig.

 

TV som terapi

Der var også noget terapeutisk i at lave programmet, fordi jeg fik sagt nogle ting højt til kameraet, som jeg ikke har sagt sådan rigtig højt før. Det har dog også været rigtig hårdt at lave programmet, da jeg brugte rigtig meget tid og energi på at finde ud af, hvor jeg skulle filme, og hvad jeg ikke skulle filme. Jeg har også givet en stor del af mig selv ved at sætte ord på og fortælle min historie så åbent og ærligt. Det har været hårdt, at jeg skulle være fuldstændig ærlig om, hvordan jeg havde det både på gode og dårlige dage og stå frem og vise min sårbarhed. Men det har der på en eller anden måde også været noget forløsende i – igen at få sat ord på – og der igennem vise mig selv, hvem jeg virkelig er, både når det går godt, og når det går skidt.

Noget at det, der har betydet mest for mig, er den opbakning, der har været omkring mig, og den tro på at det, jeg lavede, ville blive godt. Og den ros og de fine ord jeg har fået med på vejen.
Jeg er meget glad for, at jeg valte at gøre det.  Og jeg synes, de fik forvaltet min historie på en okay måde, meget fint og ærligt.

 

Katja stok

 

Den store dag

Den 18. april var dagen, hvor mit program skulle vises, og jeg må da nok indrømme, at jeg havde en masse sommerfugle i maven, for pludselig kom det meget tæt på, at en masse mennesker skulle set mit program og høre min historie. Og jeg var så bange for den reaktion, jeg ville få bagefter. Jeg sad inde på DR sammen med de to, som stod for chatten efter programmet – og der sad vi så og så programmet. Lige da det startede, havde jeg det rigtig skidt, men som tiden gik, syntes jeg bare, det var fedt, og jeg kunne grine af mig selv.

Efter programmet kom det sjove nemlig: livechatten, og jeg blev godt nok stillet rigtig mange spørgsmål. Her er et lille udpluk, af de spørgsmål jeg fik, og de svar jeg gav:

Ulla: ‘Er dine venner også blinde? Du har min fulde respekt, søde.’

Mig: ‘Mange af dem er. Men nogle af dem ser også normalt – de fleste er dog blinde. Og tak :-)’

Silla: ‘Hej, du er et forbillede. Hvad er dit råd til blinde?

Mig: ‘De skal bare være sig selv, tage en dag ad gangen. Tage udfordringen op.’

Thor: ‘Hvordan har du fundet den styrke? Du er så stærk og fattet. Beundringsværdigt.’

Mig: ‘Jeg accepterer tingene, som de er. Noget af styrken er også kommet af, at jeg har mine udfordringer og er god til at acceptere, at man kan have en dårlig dag og det er helt OK.’

Maria: ‘Har du et råd til, hvordan jeg som svagtseende takler, at jeg snart er nødt til en blindestok?Synes det er en svær en at sluge.’ mariasmorpå 22:34

Mig: Det kan jeg godt forstå. Jeg havde også meget svært ved at sluge det i starten, men det hjalp faktisk rigtig meget 🙂 Jeg skal ikke anstrenge mig så meget, så du skal bare tage det helt afslappet :-)’

 

Min mors reaktion på programmet

Samme dag, som udsendelsen blev vist, fortalte min mor, at de selvfølgelig skulle se udsendelsen, og dér sprang mit hjerte lige et par slag over, for det havde jeg slet ikke regnet med. Og det gjorde mig mere nervøs end jeg var i forvejen. Det havde jeg dog ingen grund til at være, for da hun havde set programmet, var hendes reaktion, at hvis det var sådan, jeg havde følt det og huskede det, kunne hun jo ikke gøre så meget ved det. Jeg spurgte, om hun var sur, hvilket hun sagde nej til.

Jeg fik også ros for et fint program, så det var rart med den positive opbakning fra hende. Jeg grinede dog lidt, da hun sagde, at hun ikke kunne lide min psykolog, da hun syntes, at hun lagde ordene i munden på mig. Jeg er så glad for, at hun har taget det så roligt, for jeg følte, at jeg havde været lidt hård ved hende med nogle af de ting, som jeg sagde om hende, men sådan opfattede hun det heldigvis ikke. Om det har gjort nogen forskel i mellem os, ved jeg ikke.

 

Min storebrors reaktion på programmet

Min storebror og jeg har meget sjældent kontakt med hinanden, men dagen efter programmet havde været vist, fik jeg en rigtig sød SMS fra ham, hvor han skrev tak for et godt program. Og at det gjorde ham ondt, at jeg var så ked af det, og han spurgte, hvorfor jeg ikke bad om hjælp, når jeg havde det så skidt.

Han sagde også, at han ville ønske, at jeg havde det ligesom ham, og at han ikke var klar over, at jeg havde det så skidt. Han skrev også, at han gerne ville se noget mere til mig, og at jeg kunne komme ud at spise hos ham og hans kæreste et par gange om måneden. Denne besked gjorde mig bare så glad, for lige dér, da jeg læste den, følte jeg, at vi var meget tætte. Jeg har en fornemmelse af, at programmet var en øjenåbner for ham, for dér kunne han se, hvordan jeg virkelig har det, for det er ikke noget, vi snakker om. Jeg er rigtig glad for, at han så det og kommenterede det bagefter.

 

Tak

Jeg vil slutte af med at sige tak, fordi jeg fik den unikke mulighed for at få lov til at fortælle min historie til en masse mennesker – og for at jeg fik lov til at sige nogle af de ting højt, som jeg ikke har sagt højt før. Tak til alle dem der støttede mig og bakkede mig op, når det hele faldt mig svært. Og tak til tilrettelæggeren som var der for mig i gennem hele processen, og som fik mig til at holde fast, da jeg overvejede at droppe ud af projektet. Hun troede på mig og på, at min historie var god. Og tak til klipperne for at lave et rigtig godt stykke arbejde. Og tak til alle mine venner som hørte på gentagende POV-snak, og som troede på mig og min historie, når jeg ikke selv gjorde det. Tak.

 

Af Katja  

 

 

 

 

 

Advertisements

One comment on “Mit liv på TV – eftertanke

  1. mogens Seider
    9. juni 2016

    Kære Katja – Tusind tak fordi du deler dine tanker med os andre. Jeg syntes du er og har været utrolig modig og jeg fik også klumper i maven da jeg så programmet og hørte om ” hvor ked af det du var ” Jeg ser nu at du selv finder det hele som en god rejse og det kan du takke dig selv for – fordi du ville og turde – RESPEKT.

    Like

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: