Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

STÆRK ALLIANCE VIL BEKÆMPE PSYKISK SYGDOM

Pressemeddelelse, juni 2016:

Psykiske sygdomme er tæt på at være folkesygdomme. Hvert år oplever 7-800.000 mennesker i Danmark symptomer på psykisk sygdom. Psykiske sygdomme koster det danske samfund dyrt. Vi skal bekæmpe sygdommene og fremme psykisk sundhed, hvis Danmark vil være et velfærdsland med høj produktivitet, et veludviklet sundhedsvæsen og have en befolkning med høj livskvalitet.

Vil skabe politisk pres
Derfor har en række ledende organisationer, der repræsenterer brugere, pårørende og fagfolk taget et vigtigt skridt og er gået sammen i et nyt samarbejde under navnet PsykiatriAlliancen. PsykiatriAlliancen er et åbent netværk, der arbejder på tværs af individuelle interesser og forskelle. PsykiatriAlliancen vil skabe et offentligt og politisk pres for at bekæmpe psykiske sygdomme ved at fremme forebyggelse, behandling, omsorg, sikkerhed, lighed, forskning og sammenhæng i offentlige ydelser. PsykiatriAlliancen skal spille sammen med politikerne for at finde de rigtige løsninger.

 

PsykiatriAlliancen – Sammen om psykisk sundhed

PsykiatriAlliancen er et netværk af organisationer, der arbejder med eller omkring psykiatriområdet. Medlemsorganisationerne repræsenterer en bred skare af patienter, brugere, pårørende og faggrupper inden for forebyggelse, behandling og sociale tilbud.

Psykiske sygdomme og lidelser er samlebetegnelse for en række meget forskellige tilstande, som alle udgørm en betydelig byrde for den sygdomsramte, de pårørende og for samfundet som helhed. Psykiske lidelser er ofte forbundet med samfundsmæssigt tabu. Der er endvidere en betydelig ulighed i sundhed, bl.a. målt på forventede leveår.

PsykiatriAlliancens formål er at forstærke og forbedre indsatsen omkring psykiske lidelser indenfor bl.a. forebyggelse, behandling, sikkerhed, forskning, sammenhæng i de offentlige ydelser og overdødelighed. Vi ønsker at bekæmpe stigma ved at skabe åbenhed og forståelse omkring psykiske lidelser. Vi ønsker at fremme recovery, dvs. mulighederne for at blive rask eller leve et meningsfuldt liv med sin sygdom.

PsykiatriAlliancens vision for en fremtidig indsats, hvor mennesker med psykiske lidelser bliver taget lige så alvorligt som mennesker med fysiske lidelser, indebærer bl.a.

-Stærkt reduceret overdødelighed for mennesker med psykiske lidelser
Mennesker med psykisk sygdom lever op til 15-20 år kortere end andre. Det skyldes en lang række faktorer herunder ulykker, selvmord, hjerte-/karsygdomme, og nogle er forårsaget af medicinbivirkninger. PsykiatriAlliancen vil arbejde for samme sundhedsfremmende indsatser for mennesker med psykisk sygdom som for andre, målrettet deres situation og muligheder.

-Relevante, tidlige og tilgængelige behandlingstilbud og indsatser til alle med symptomer på psykisk lidelse
Børn, unge og voksne bør have mulighed for at få relevante, effektive indsatser og hjælp, hvis de har symptomer på psykisk sygdom eller alvorlig mistrivsel.

-Sammenhæng på tværs af sektorgrænserne
Kommuner og regioner skal koordinere langt bedre og mere effektivt end i dag. Viden om recoveryindsatser og vurderinger af den enkelte borgers behov skal videreformidles og følges systematisk op. Der må ikke være tvivl om myndigheders ansvarsplacering i en borgers sag, og ansvaret skal i en række tilfælde være fælles.

-Afstigmatisering
Fordomme og myter om mennesker med psykiske lidelser, deres situation og muligheder er ødelæggende for mennesker, der befinder sig i en yderst sårbar situation. PsykiatriAlliancen skal tale for åbenhed, rummelighed, formidle viden og forståelse om psykisk sygdom. PsykiatriAlliancen skal støtte offentlige kampagner, som En-af-os kampagnen. Afstigmatisering er nødvendig på samfundsplan, blandt fagpersoner omkring den sygdomsramte, blandt sundhedsprofessionelle, i den sygdomsramtes nære omgivelser og familie og hos vedkommende selv.

-Økonomi til området proportionelt med problemets omfang
PsykiatriAlliancen skal bidrage til det politiske arbejde for at skabe den nødvendige forståelse og indsigt i omfanget af udviklingen i psykisk sygdom i Danmark og på verdensplan. Det bør føre til en opjustering af sundhedsbudgetterne og en fornyet prioriteringsdiskussion. Alliancen vil desuden gerne udfordre mange års politisk praksis, der betyder, at ekstra midler til psykiatrien ofte gives som satspuljemidler og ikke som varige midler. Der bør desuden følges systematisk op på effekten af de indsatser, man finansierer, med henblik på at skabe ”mere af det, der virker”.

-Gode forhold for mennesker med psykiske lidelser, så de sikres værdigt og ligeværdigt liv med et godt livsindhold.  De senere års udvikling med personalenedskæringer på botilbud og flere vold- og drabssager skal føre til et fornyet syn på økonomi, prioriteringer og organisering af arbejdet på botilbuddene. Grundlæggende mener vi, at man skal arbejde indgående med at skabe værdige liv og meningsfulde aktiviteter og dermed en tilværelse med udviklingsmuligheder og positivt indhold for mennesker, der har deres hjem på botilbud og/eller behandles i psykiatrien i kortere eller længere tid.

-Godt og sikkert arbejdsmiljø for det personale, der varetager behandling og omsorg
Alle steder, hvor mennesker med psykisk sygdom modtager behandling eller omsorg fra fagpersoner, skal der være fokus på sikkerhed og godt arbejdsmiljø. Bemanding, udstyr, uddannelse og organisering af arbejdet skal understøtte sikkerheden – og samtidig give mulighed for, at patienter/borgere behandles med værdighed, forståelse og med et absolut minimum af tvangsforanstaltninger.

-Indflydelse på alle niveauer
PsykiatriAlliancens medlemsorganisationer mener, at der er behov for en langsigtet indsats og varigt politisk fokus for at løfte psykiatriområdet. Medlemmerne ønsker at påvirke politikere og meningsdannere på alle niveauer og vil arbejde for at komme med konkrete forslag til håndteringen af store og aktuelle udfordringer som eksempelvis psykiatrien som en del af det nære sundhedsvæsen, udmøntningen af den nationale handleplan med klare og forpligtende politiske indsatser, retspsykiatrien, vilkårene på botilbud og psykiatriske afdelinger.

-Rettigheder og retssikkerhed
PsykiatriAlliancen vil arbejde for, at mennesker med psykisk sygdom, pårørende og fagpersoner kender, forstår og handler i overensstemmelse med de rettigheder, mennesker med psykisk sygdom har – rettigheder på lige niveau med alle andre borgere, på nær ganske særlige tilfælde. Det samme gælder for personens retssikkerhed, viden om klageadgang, mulighed for second opinion, bisiddere og andet, der kan være relevant.

PsykiatriAlliancens hvem-hvad-hvor
Alliancen mødes halvårligt. Der er nedsat en koordinationsgruppe med ansvar for at forberede materiale og møder. Psykiatrifonden har indtil videre påtaget sig at yde sekretariatsbistand.

Kontaktpersoner:
Anne Lindhardt, Formand for Psykiatrifonden al@psykiatrifonden.dk

Knud Kristensen, Formand for Landsforeningen SIND kk@sind.dk

Torsten Bjørn Jacobsen, Formand for Dansk Psykiatrisk Selskabtbj@dadlnet.dk

Deltagende organisationer
SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed
FOA
Psykiatrifonden
Danske fysioterapeuter
Dansk Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP)
Det sociale netværk
Død i Psykiatrien (DiP)
Angstforeningen
Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS)
Dansk Psykologforening
LAP (afventer endeligt tilsagn)
Bedre Psykiatri
Depressionsforeningen
SIND ungdom
Ergoterapeutforeningen
Outsideren
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser
Livslinien
Dansk Selskab for Distriktspsykiatri
Socialpædagogerne
Dansk Sygeplejeråd
Lægeforeningen
Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering
Fountain House
Dansk Socialrådgiverforening
Foreningen af Yngre Psykiatere (FYP)
Borderline netværket (afventer)
Fagligt selskab for psykiatriske sygeplejersker
Autismeforeningen (afventer)
ADHD foreningen
OCD foreningen

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 15. juni 2016 by in Artikler, Debat, Psykiatri & recovery.
%d bloggers like this: