Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Formiddage i Fountain House. En poetisk føljeton – del 3.

Det er formiddag.

Lastbilen klarer hjørnet på Teglværksgade. Den høje skarpe lyd af gummi på plader af jern udfor hovedbygningen fortager sig, som den kom.

De ligger der, jernpladerne, har gjort det siden de blev lagt i starten af sommeren. Rørene nedenunder i den gravede rende går rundt om hjørnet og ind i huset. Med sig har de varme og damp, fra Teglværksgade, helt ovre fra Ydre Nørrebro, fra Runddelen,  inde fra midten af byen, og de er snart på vej igen. Ud af huset videre til Sydhavnstippen, Ingerslevs Boulevard og Tybjerglille.

Lette klik, et ur der summer imellem de klik, duft af kaffe og sulfo.

Jeg trækker vejret dybt, ånder den stedsegrønne kaktus ind, bliver svimmel og fugtigvarm på mine hænder.

Lyset er blegt og duset, en enkelt persienne, kaster mønstre og brydes af endnu en sky.

Skarpe trin på trappen, hele vejen fra tredje måske, på vej imod kaffen og solskinnet der atter laver store hvide pletter på det mørke gulv, dernede.

Og de blomstrer og gror, planterne i haven, de folder sig frodigt ud, blandt potteskår og cigaretskodder, der ved parasollen, og fontænen.

Og jeg kaster mig derud, for det er der i skyggen, at jeg igen kan se Hammershusgade, kvinden der triller de sidste meter på sin grå cykel, og manden med den grønne hjelm der kalder, og jeg er på vej igen til Dansepladsen og Farum Sø, omkring Panum og rundt om hjørnet til mit særlige sted.

Der blandt skraldespande og brændenælder, høretelefoner og vejarbejde, det er der jeg har hjemme, der hvor jeg elsker duften af kaffe når du kommer med den, der hvor jeg trækker vejret dybest når jeg ser at de er blevet ældre, at de har hjemme imellem mælkebøtter og cykelhandlere, imellem kyskager og rottefælder, der er de i hjertet af isprinsessens slot, på vej fra Nørrebro til Østerbro.

Og jeg savner dem som jeg er på vej, imod sommer, imod vinteren, mellem rosenbuske og de dumpe drøn fra havetraktoren, når dens bagerste dæk kysser pladerne af jern, og det er lige der jeg finder dem, så ryggen giver slip, og gløden i min mave er stor nok til at varme indre by og Mozarts plads et lykkeligt øjeblik, en duset formiddag – lige nu under lysstofrøret og i larmen fra chaufførens lette tråd på gaspedalen, fra tomgang til bak, til første gear og støt fremad igen.

nik

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 20. juli 2016 by in Ikke kategoriseret.
%d bloggers like this: