Betablokken

Fællesblog for alle Fountain Houses medlemmer og medarbejdere

Om at stå ved sin sårbarhed og styrken deri

Udenfor og indenfor: Vi lever i en boble, jeg skammer mig, jeg skal skamme mig, mit liv er mislykket. Jeg skal passe på, lave mig om for ikke at overgive mig til fortvivlelsen og bitterheden. Centrale temaer, og måske genkendelige i hvert fald for mig, og min egen rejse med at stå ved mig selv, som et menneske, fuld af drømme, fantasi, kærlighed, fortvivlelse, frygtsomhed, skam og skyld, sårbarhed.

 

 

Lettelsen
Og det er ok, det er ikke bare ok, det er sådan det er, og erkendelsen og accepten deraf rummer en enorm lettelse, for så behøver jeg ikke bruge helt så mange kræfter på at lave mig om.

Bruge mine kræfter på at bilde andre ind og måske især mig selv ind, at alt er snorlige – jo, jeg har haft nogle nedture – men NU, nu kører det bare, jeg er kommet SÅ styrket ud af min nedtur.

Jeg bliver ked af det, jeg gemmer og skammer mig, og bitterheden lurer med angsten derfor.

Realiteten er blot, at jeg er et menneske, et følsomt, mærkende menneske, det indebærer flyveture og frie fald, sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Det er da skønt. Jeg er den, jeg er, en drømmer, fantast, en hårdtarbejdende mand i min bedste alder. Og jeg er hamrende sårbar, skrøbelig, frygtsom.

Og det er den, jeg er, og jo mere jeg er klar over, at det er sådan det er, jo mere er jeg i stand til at stå ved det, og deri ligger lettelsen. For det er en styrke at nå dertil, hvor jeg ikke flygter fra den, jeg er fra min sårbarhed, på godt og ondt. Ikke lammes af skam over at vælge at komme i Fountain House.

Et enestående fællesskab for sårbare og uendeligt stærke, følsomme, og kærlige sjæle.

 

 

Et stykke arbejde
Jo, jeg synes det er et stykke arbejde der skal gøres, at stå ved sig selv, at stå ved at jeg vælger at være en del af fællesskabet i Fountain House, at huset er en base for mig, at det er et sted, hvorfra min verden ofte går, hvor jeg rummer mig selv, og derved evner at rumme andre.

For det passer ligesom ikke rigtig ind i timelinen på facebook, i skolegården blandt de andre forbilledlige fædre, i  det familiære ophav, hvor det måske stadig kan føles lidt ømt, at have en sårbar sjæl, hvor det er nemmere og mere snorlige at tælle sejre og meritter.

Det er godt at tælle meritter, og min store skalp skal være at stå ved mig selv, gøre forsøgene, rumme mig selv, anerkende styrken i at kunne stå ved sine svagheder, det lykkes ofte og går den rigtige vej, så bliver det for meget og jeg flygter ud i den snorlige fortælling, det er tre skridt frem og to tilbage, men min livsopgave, og det synes jeg er godt, især når jeg ved, at det klarer jeg ikke alene.

Stærke og følsomme gemytter
Og ikke mindst fordi jeg har fundet Fountain House. Hvor umuligt det somme dage end er at være i mig selv, og dermed endnu mere slidsomt at rumme alle de andre stærke og følsomme gemytter, så har vi en kerne af et fællesskab, som jeg tager med mig ud i verden.

En kerne af accept, af åbenhed, af rå styrke og vilje, til at ville rumme og se hinanden, som hele mennesker med mange udfordringer, med mange opgaver hver dag.

Ikke som noget særligt, som en boble, som noget vi afskærmer os med, men som nogle værdier, det bare er svært at finde særlig mange andre steder, værdier, som giver mig styrke, som jeg tager med mig, og som jeg øver mig i at stå ved.

Pointen er så, at det kan jeg ikke alene, jeg kan gøre mig alle de tanker jeg vil herfra og til jeg ikke er her mere, men i sidste ende er det det der binder os sammen, der gør det. Det at have et udgangspunkt, mærke støtte, yde omsorg, tage det roligt i samværet, overvinde sin anspændthed og i det hele taget insistere på at ville sig selv og andre, at mærke sig selv, at mærke fællesskabet, samhørigheden, tilhørsforholdet.

Det gør forskellen, hvor umuligt det end sommetider synes, så er det også en øvelses sag og en viljessag.

Det er da vildt at have et sted, en base hvor de kerneopgaver er i spil hver eneste dag. Så meget at erfaringen giver styrken, til netop at stå ved vores fællesskab og dele ud af det overskud det giver.

Det skal vi passe på, alle sammen vokse i, og udvide, gå i tomgang over og invitere til. Det er værdier om fællesskab og accept, rummelighed og viljen til livet.

 

Enetid og tilhørsforhold
Og mest afgørende skal vi stå ved det. Det er hurdlen for mig, er jeg afhængig? Er jeg uselvstændig? Ja, det er jeg for så vidt, at jeg ikke gider at køre solo, bevares jeg har det godt med ene tid, men kun fordi jeg har tilhørsforholdet og det er da en værdi og godt at stå ved. En værdi at stå ved fordi den også forpligter.

Fællesskabet og tilhørsforholdet giver tryghed, men kun frihed i forpligtelsen, og balancegangen er et vilkår.

Så lad balancerne være der, lad der være uligevægt fra tid til anden, for at de indfinder sig igen med større vægte, for at kunne løfte større opgaver, snuble igen, men altid med blik for at rumme sig selv, stå ved sig selv og sine værdier og kysse det gode liv vi har, når vi gør det sammen.

 

Af Nikolaj

Advertisements

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: