Hører du nogen kalde..

Hvad laver du så? ”Jeg er medlem af Fountain House, et arbejdsfællesskab for psykisk sårbare på Østerbro i København”. Nå, (tavshed.) eller: Nå, (dybt suk) stakkels dig, hvad er der dog gået galt for dig? Eller: Dejligt, det lyder som et godt sted!?

Stakkels dig

 Ja, svarer jeg, det er et enestående sted. Og den med ”stakkels dig”, har jeg faktisk aldrig hørt, når jeg har fortalt om Fountain House. Det er mit eget svar. Min egen selvstigmatisering. Og den sidste, med at det lyder som et godt sted, møder jeg igen og igen når jeg fortæller om Fountain House. Alligevel er tvivlen der. Jeg ved hvor vigtigt og hvor betydningsfuldt et sted Fountain House er for mig. Men mine egne fordomme kan være svære at overvinde. Der er et ydre og et indre. En verden i Fountain House, og en verden udenfor. Men det er ikke sandt. Den splittelse behøver jeg ikke føle! Jeg er sårbar psykisk og jeg har brug for Fountain House til at finde balance i mit liv, til at hele. Det er ikke noget at skamme sig over! Det er faktisk noget at være åben omkring, bryde mine egne tabuer først og fremmest.

Fountain House er et vidunderlig broget sted. Fælles har vi rummeligheden for hinanden, at vi giver hinanden pladsen og tiden. Lytter. Fortæller. Søger en medarbejder til en støttende samtale. Det har jeg ofte brug for. Og det er ikke skamfuldt. Det er derimod frygteligt at være skamfuld omkring sin sårbarhed, og forfærdeligt at underkende sin afhængighed af andre mennesker.

Jeg er ikke naiv, jo jeg er dejligt naiv, det er et stort aktiv og en kæmpe udfordring for mig personligt.

Fordommen mod mig selv

Jeg ved godt at verden har mange fordomme, og tabuer omkring psykisk sårbarhed, men der hvor skoen for alvor trykker er fordommen mod mig selv. Den evige flugt fra hvordan mit liv er. Det er frygteligt. Og det fortæller mig at der er noget jeg selv kan gøre, noget jeg altid skal starte med. Mig selv, og bryde frygten for at turde gøre noget ved min sårbarhed, tage den alvorligt, være åben omkring den. Og også at jeg kommer i Fountain House, som et nødvendigt skridt i retning af at hele. Når jeg selv går rundt om den varme grød ikke tør fylde skoen ud, bliver andre lige så usikre. Tør jeg selv bryde tabuet, hvor jeg færdes, hvor jeg er, i Fountain House og hvor jeg ellers færdes, kan splittelsen heles.

Jeg vil altid være sårbar, ikke som et særkende, som jeg kan forvilde mig ind i at tænke til tider, mere som noget jeg tager alvorligt, som et vilkår, på godt og ondt, og noget som jeg skridt for skridt forsøger at hele bedst muligt, leve det bedst mulige liv med.

Jeg flygter, ud i verden, ud i mine egne rammefortællinger om det rigtige liv, det kan være ét stort maskebal, en stor glatpoleret væg der skal dække over den indre sårbarhed. Det er dømt til at krakelere igen og igen, heldigvis, hvor smertefuldt det end er fra tid til anden. Det er min egen proces, at stille facaderne op når de er nødvendige, for at overleve, og stille og roligt finde t tempo hvori min sårbarhed kan heles. Frem og tilbage, og alligevel afgørende i en retning imod et bedre liv.

Det er også rammefortællingen om Fountain House. Her kan jeg komme mig, her kan jeg sågar gemme mig lidt selvom det ikke er hensigten, og det lærer jeg, her kan jeg i mit eget tempo, lytte og lære, fortælle og hele. I rammerne af at vi har det til fælles at vi ønsker at heles, at få bedre liv. I rammerne af at vi gør noget sammen, at vi udfører et stykke arbejde. At vi handler, at vi med hænderne og hovedet limer og reparerer, piller dele fra hinanden for at kigge nærmere, hvilke dele passer sammen, hvordan kan jeg heles? Og det kan man ikke gøre alene, heller ikke dette helingsarbejde kan man alene, uden udvekslingen, uden støtten, uden gensidighed.

Jeg øver mig når jeg kan i åbenheden, ikke som et særkende ved mig at jeg er sårbar, men om at jeg arbejder på at få det bedre, at heles. Det i sig selv er en fortælling der er logisk, og giver mening for alle, om end den fortælling, når det arbejde fylder det meste af en hverdag, nemt kan virke uoverskuelig og ja, skamfuld. Når jeg nu ikke passer ind i rammefortællinger der ellers er ”bedst” at fortælle vidt og bredt om. Ikke underligt, og i hvert fald forståeligt at flygte fra den fortælling, søge alter egoet, der er noget andet. Dømt til at krakelere som det er, er det alligevel et forsvar vi alle kender. Øvelsen går ud på at er at lime og genmontere, at hele.

Det sværeste er at tilgive sig selv

Min værste fjende, er selvfornedrelsen, selvbebrejdelsen. Min historie er kort, at jeg valgte at spise nogle euforiserende svampe på en udlandsrejse for mange år siden. Det har ændret mit liv radikalt, jeg blev med et meget syg, og det har givet mig en ekstra sårbarhed, men måske også en anden dybde. En sårbarhed,  jeg altid vil skulle tage alvorligt, bære, forholde mig til, forsøge at hele. Det der er det værste ved den historie, er selvbebrejdelsen, skammen over at have været så naiv, ødelagt mit liv i svampetåger, som én udlægning kan være. Jeg arbejder hver dag med den skam og skyldfølelse. Når den er værst og det er den tit, må jeg kompensere, for at holde skruen i vandet. Jeg drømmer de vildeste drømme og skaber luftkasteller af forestillinger om min egen historie, og evner for at bevare en balance i forhold til den afgrundsdybe skamfølelse, over at have spist de svampe. Så ramler korthuset, og jeg må samle stykkerne op hvor jeg kan, i mit fortsatte arbejde med i virkeligheden at bære over med mig selv, sådan for alvor, kunne sige til mig selv så jeg mærker det, at jeg gør det godt nok, at min sygdom måske er selvforskyldt, men havde jeg kendt de op og nedture som det valg dengang førte med sig, havde jeg ikke rørt de svampe.

I sidste ende er det dog netop ikke pointen om jeg har spist euforiserende svampe eller ej. Det er i alle tilfælde, et svært og hårdt arbejde, og egentlig også det værd. Hvor enkelt det kan lyde, handler det om for alvor at kunne tilgive mig selv, og mærke og tro på jeg har gode grunde til det. I det personlige arbejde er Fountain House uvurderligt.  Jeg skal og kan gøre det afgørende arbejde selv.  Her arbejder jeg med åbenhed og rummelighed omkring min egen sårbarhed, en sårbarhed alle mennesker har med sig, men som nogen måske kan mærke ekstra voldsomt til tider. Deraf afskærmningen, der kan være nødvendig, men også farlig, når det der skærmes ikke får luft. Støtten og rummet til at jeg føler jeg kan, det finder jeg og tager jeg med mig bl.a. fra Fountain House. Her er ingen bedømmelse, kun en forventning om at jeg vil prøve at få det bedre, og det sammen med andre der er her med samme formål.  Her er et helt særligt rum for at dele og tage imod. Det har jeg brug for og det heler, min egen selvbebrejdelse. Mere til. Åbenheden og rummeligheden, som jeg øver mig i også i Fountain House, er med til at give mig håb, om at de mure, jeg er løbet ind i, i mit liv, på den lange bane er med til at forme mig som det menneske jeg er, at heling handler om modning, og om at det at tilgive sig selv, også handler om en reel frisættelse fra især skam og selvbebrejdelse. At vokse med, og tage de erfaringer jeg bærer på, gode og svære, til mig, gøre dem til mine, ikke pakke dem væk i skammens mørke, men folde dem ud, de erfaringer og valg som gør mig til den jeg er.

Fælles om en sårbarhed vi tør gøre noget ved

Hvad har vi så til fælles i Fountain House. For det er ikke en ordinær arbejdsplads, det er ikke en arbejdsplads hvor vi blot er særligt rummelige. Nej vi har også en sårbarhed tilfælles, en sårbarhed som vi tør være ved, som vi tager alvorligt, som knytter sig til håb omkring heling, som vi er ærlige om at vi arbejder med, at vi gør hvad vi kan for at hele. På den måde er sårbarheden på ingen måde noget eksklusivt, noget man adskiller sig fra andre med, men noget som kræver tid arbejde og rum som vi finder det og giver hinanden det i Fountain House. Og det er den fine forskel, dyrker jeg min sårbarhed som et særligt træk, vælter det. Passer jeg på mig selv, og tør være åben og inkluderende omkring mit arbejde med at få et bedre liv, hjælper det i helingsprocessen.

 En tryghed til at heles, et rum til at åbne sig

Fountain House er et tilbud som jeg kan benytte mig af når jeg har brug for det, og det kan jeg gøre fortsat. Jeg kan komme tilbage efter en lang periode, jeg kan bruge det i perioder o.s.v. For mig personligt er Fountain House vitalt i mit arbejde med at hele, det er et frirum, men ikke et frirum i den forstand at det ikke kræver mig.

 Og det er mere end det. Det er en base, et holdepunkt, måske ikke for bestandigt, men lige nu. Lige nu en art fundament i min tilværelse hvor end jeg færdes, indtil det fundament den ro er helet hos mig selv, og det tager den tid det tager. En tid som Fountain House giver mig. På den måde giver Fountain House mig en tryghed i den proces. Det er reelt et holdepunkt jeg kan tage med mig hvor end jeg færdes.

At vi som medlemmer helst kommer videre. I arbejde, i uddannelse, er en naturlig forhåbning på medlemmernes vegne, hvorvidt det vil lykkes er det op til hver især at sætte barren for, så det giver mening. Det fine er, at Fountain House ikke har dét som en målsætning, målsætningen er at få et bedre liv, og er det et livstidsmedlemsskab af Fountain House der er et godt liv, er målsætningen nået, det handler om at heles, få det bedre i sit liv, i sin tilværelse. Er det at kunne trives med større udfordringer end dem Fountain House kan tilbyde er det det der skal til når tiden er til dét.

En reel tryghed, en virkelig glæde

Den tryghed og ændring jeg mærker i mit liv, som går fra Fountain House, den forventningsglæde jeg kan have når jeg traver gennem Teglværksgade til morgenmøde i cafeen. Den er reel. Den er virkelig. Den er ikke forkert, den er rigtig, og den er med til at hele mig. Den tryghed og følelse er ikke pseudo, eller mindre rigtig eller god end hvad der findes udenfor, i den mere ”rigtige” verden. Den er virkelig for mig i dag og den heler mig.

Tabuet er slemt når det står værst til, når man for alt i verden bygger mure af forsvar rundt om sin egen sårbarhed. Så fylder den mere og mere, til sygdommen reelt tager over. Det pinefulde består i tankerne og angsten for at bryde murene ned, for at bryde ud af sin egen selvstigmatisering. At det er svært kan alle mennesker skrive under på, og måske særligt dem for hvem sårbarheden er større, for dem der har gået for længe og gemt på smerten. At bryde tabuet overfor sig selv er det ikke underligt tager tid. Fristende at tro at engang brudt, så kører det, mere reelt at vide at det er et fortsat arbejde, at mange skridt tages frem og tilbage i den proces.

At skam vokser når den bliver gemt væk, er indlysende, og at samfundets normer vokser sig skrækindjagende store i gemme væk processen også indlysende.

Men jeg kan ikke selv, derfor er Fountain House også så vitalt et hus i en bredere sammenhæng. Fountain House er ikke et gemmested, det er et helingssted. Hvor initiativet er og bliver dit eget. Helingen sker igennem aktivitet, arbejdsaktivitet, igennem handling. Derfor er Fountain House ikke et særligt opholdsrum for dem der ikke kan klare sig andre steder, det er sammen med så mange andre vitale steder i samfundet, en dybt integreret del af et samfund hvor alle skal have en chance for at være med. Slår du dig, skal du have chancen for at komme dig. Og det kan ikke overvurderes hvor vigtig en opgave det er, huset løfter individuelt og samfundsmæssigt.

Jeg springer ud, jeg er i gang

Jeg springer måske på en måde ud som psykisk sårbar, i en helings proces, imod at tilgive og anerkende mig selv. Jeg søger ikke Fountain House som et eksklusivt fællesskab for særligt sårbare sjæle, men fordi der her er en varme som jeg kan mærke, som er vital i min helingsproces, i min recovery. Jeg søger ikke Fountain House som et gemmested, et skjul, men som et udgangspunkt, som en tryg base, hvorfra mit liv kan vokse på sikker grund, som et rum jeg kan hele i. Et rum jeg er dybt taknemmelig for findes der i Teglværksgade, og som jeg føler mig privilegeret af at have. Men også et rum og et sted som bare skal være der, som vi har ret til findes, og som vi alle skal kæmpe for at bibeholde og prioritere i en bredere sammenhæng.

 

Af Nikolaj

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s