Det moderne medborgerhus – et Fountain House i flere hastigheder?

Kan man godt bare bruge huset?

Bruge lokaler, værksteder, cafeen, uden at føle sig som en del af et recovery eller et arbejdsfællesskab?

Man kunne måske melde sig ind, introduceres grundigt som vi kender det, for medarbejdere, for faciliteter værksteder og muligheder?

Et klogt medlem af Fountain House sagde engang ” Jeg har ikke lyst til at nogen vil noget på mine vegne”

Det rammer et af dilemmaerne som vi kender det i Fountain House i dag. For det er naturligvis demotiverende, at føle sig spundet ind i en bestemt optik, om det så er jeg skal have det bedre, komme længere med min recovery proces, jeg skal videre på arbejdsmarkedet ligeså snart jeg er klar, jeg skal ud af min dør, bryde min ensomhed, føle mig som en del af noget større  o.s.v.

Det er aktuelle spørgsmål, for enhver der kommer, også i Fountain House, nogen gange er det optikken der er interessant, er det noget jeg bør, eller noget jeg gerne vil og kan se jeg kan, noget der er ikke mindst også er attraktivt?

Dilemmaet om; ”når nogen vil noget på mine vegne”

De fleste, mange, kommer i Fountain House for at komme videre, men vi er også en del, der har en tilværelse hvor vi primært søger sociale sammenhænge at virke og være i, og som ikke har brug for, eller søger et fællesskab med en bestemt optik på egne vegne, noget der skal gøre det godt for mig personligt på en bestemt måde, men noget som jeg deltager i fordi jeg har lyst, fordi det er rart at være fælles om noget konkret, om noget andet end at få det bedre personligt, for nu at skrive det lidt firkantet ud i pap.

Er der plads til det, lyder mit spørgsmål? Er der plads til et Fountain House i flere hastigheder, hvor jeg som bruger kan komme frit uden at mødes af modkrav?

Fountain House kan virke indsnævrende, fordi det nemt opleves, at man påtvinges et fællesskab, når man træder ind ad døren, et fællesskab som handler om at jeg skal videre hurtigst muligt. Enhver ny der kommer ind ad døren mødes af kravet, hvad vil du, hvor vil du bidrage? Jeg kan egentlig godt forstå hvis det virker ekskluderende for mange nye ansigter. Det er ikke i orden bare at sidde og drikke en kop kaffe, snakke, eller læse avisen m.m. hvis vel at mærke du ønsker at være en del af fællesskabet, og det er vel i virkeligheden derfor langt de fleste kommer her. Det kan på mange mennesker virke ufrit at skulle yde noget bestemt for at være med, og jeg kan godt forstå det.

At jeg skal lære at have det bedre med mig selv, at jeg skal være en succes indenfor den bestemte optik, er det krav jeg ofte mødes med første dag, det kan virke voldsomt og ikke noget der er attraktivt for alle.  Gnisten, lysten, til frirum og fællesskaber med et konkret indhold, er det musik, plakatmageri, at spise sammen, at drikke kaffe sammen kommer ikke altid, måske sjældent pr. modkrav om at yde noget bestemt, passe ind. Jeg spørger mig selv, må jeg bare gå op og benytte atelieret eller musiklokalet? Ikke ifølge den officielle fountain house logik, der skal det være på et aftenskolehold. Ikke i hverdage, der er det arbejde. Men hvad nu hvis jeg måtte? Så kunne det være jeg begyndte at føle et reelt ansvar for dets vedligehold, fordi det har en værdi for mig selv og udover mig selv?

Det er ok, hvis det så er et arbejdsfællesskab vi er, men det er også ufrit, og kan virke svært at finde ud af hvad man yder en indsats for. Sig selv, ja, men det er lidt ensomt i virkeligheden, fællesskabet, tjo, men så må vi jo finde ud af hvad vi er fælles om, og det er jeg ofte meget i tvivl om i Fountain House. For jeg synes det er ambivalent, og problematisk for mig at sige at det er for at komme videre eller at jeg selv personligt får det bedre.

Det kán være et tungt fællesskab.

Så må du søge andre steder hen. Kunne svaret være. Et kulturhus f.eks.

Udfordringen, skal vi kalde den det, er at medborgerhuse som vi kender dem i dag, slet ikke har ressourcer, personale, til at etablere rammerne og holde dem ved lige. Dér er det Fountain House har en stærk kultur omkring inddragelse. Og hvad nu hvis jeg af ren og skær lyst og kærlighed til huset, til at holde det ved lige, deltog i et brugerstyret demokrati, i møder, i udvalg, med at gøre rent, med at bidrage hvor jeg kan fordi det er vigtigt for mig at huset består, og ikke så meget fordi jeg skal øve mig i at være en succes med en bestemt optik?

Rammerne er altså trygge, men også tunge, som jeg ser det.

Hvad skulle så berettigelsen være for Fountain House, evt. som et moderne medborgerhus være? Hvordan skulle vi have folk til at støtte os økonomisk eksempelvis? Hvis vi tør gå ud over de nuværende beskrivelser der handler om at folk kommer i arbejde, kommer videre og bliver succeser derude? Det har vi medborgerhusene til, det er dit eget ansvar i dagens Danmark, det er et vilkår. Tør vi se det i øjnene, vil vi virkelig være med til dét vilkår, eller tør vi som hus kæmpe for at det ikke kan være rigtigt? Eller er vi så ikke tilbage ved spørgsmålet om, at det er på arbejdspladsen deltagelsen ligger, at det er dér vi skal have det til at fungere, hvis vi reelt vil være sammen med andre? Dertil skal så også lyde, at også i Fountain House er der en relativt stor procentdel, der er førtidspensionister, er Fountain House så et tilbud til os?  Os der har erkendt at vi ikke kan arbejde. Eller de af os der for alt i verden har brug for pusterummet fra arbejdet i perioder, til at genfinde noget glæde og gejst til at vende tilbage? Er der mon plads til sådan et Fountain House, eller er det rent drømmeri i dagens i Danmark? Tør vi være mere end med i fødekæden? I rolige øjeblikke er jeg slet ikke i tvivl om hvor mange mennesker der vil elske at komme i Fountain House, udover os der er her i dag, et frirum, med reelt brugerdemokrati eller indflydelse, et sted hvor man har indflydelse hvis man har lyst, og et sted til at drikke sin kaffe, blive taget imod, bruge atelieret, lave en plakat fordi huset har brug for det, og ikke for at jeg skal øve mig i at blive en succes derude. Hvor man kan møde nye mennesker på lige fod, i forskellige værksteder og arbejdsfællesskaber, hvor man har det tredje til fælles som ikke er at man skal skynde sig at komme videre med sig selv og blive en succes?

Pensionister må klare sig selv, det er tonen i dag, måske vi alle må klare os selv?

Kan vi ikke det, som jo er på arbejdsmarkedet, er det bare ærgerligt, et vilkår. Sager der ikke er produktive i arbejdsmarkedskædens logik, støttes ikke, ses ikke, høres ikke, og det er jo en kolossal løgn. Tør vi gå imod den løgn, tør vi lukke op for alle de mennesker der ville elske at komme her, eller støtte os fordi de kan se det blomstrer?

Jeg drømmer, jeg ved det, men drømme kan være gode at dele, og jeg deler her, fordi det ligger mig på sinde.

 

Og der er mange, også førtidspensionister, som mangler steder at gå hen. Det kan vi som hus godt stå ved at den opgave løses også. Eller hvordan? Er det noget der ikke sælger billetter i forvaltningen, at førtidspensionister ikke bidrager? At de ikke kommer videre, at de reelt set ikke skal ud på et arbejdsmarked?

Er det en opgave Fountain House tør løfte, at være et sted med indhold og mulighed for deltagelse i fællesskaber i forskellige tempi, også for mennesker der ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet? På samme måde som det er opgaven at gøre mennesker arbejdsparate?

Samfundsduelighed, kunne man sige er jo deltagelse på mange planer, ikke kun på arbejdsmarkedet, spørgsmålet er om Fountain House, tør stå ved, også eksempelvis førtidspensionisterne der kommer i huset?

Jeg forestiller mig, som det allerede reelt er, et fountain house i flere hastigheder, et dynamisk fleksibelt hus. Vi har bogstøtten, med relativt klart formulerede opgaver. Fontana ligeledes, og vi har kernehuset, hvor en stor del af brugerne er førtidspensionister, og hvor en stor del er sygemeldte der er på vej til forhåbentlig at komme i job.

Kan man forestille sig at der er plads til det jeg kalder Fountain House som et moderne fleksibelt medborgerhus? At man bruger huset og de trygge rammer til at gøre brug af værksteder, gøre brug som nu af aftenskolen, gøre brug af cafeen og kantinen uden nødvendigvis et modkrav om at man yder en arbejdsindsats? Det er det springende punkt, for hidtil i Fountain House tanken, er det primært et arbejdsfællesskab. Man yder ind i fællesskabet ved at gøre en indsats og får til gengæld adgang til noget socialt.

Man kan sige at den ligning gælder i alle livets facetter, men måske en anden vægtning kan være god, at jeg bidrager fordi det simpelthen giver mening og er betydningsfuldt for mig, ikke for at jeg skal få det bedre i sig selv, eller komme videre, det er det naturlige udkomme af at bidrage til noget man gerne vil. Er der plads til at vi reelt taler om brugere af huset?

At dem, der er interesserede i at genoptræne arbejdsevne deltager i de arbejdsopgaver der er. At de brugere der deltager i aftenskolen, deltager i aftenskolen, og at de brugere der er interesserede i at bruge værksteder og faciliteter gør dét? At de brugere der mest af alt er interesserede i at drikke en kop kaffe eller spise frokost i overskuelige rammer gør dét?

Jeg ved det bryder med modellen, på mange måder, men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet også til husets ledelse, om man kan forestille sig et bredere Fountain House, nok med indmeldelse, og introduktion til huset, men også et hus hvor man kan deltage mere frit?

Uden specifikke modkrav om at deltage i møder, cafedrift, køkkendrift, kontordrift, med mindre man decideret er interesseret, og gerne vil bidrage, hvilket jeg egentlig forestiller mig mange gerne vil. Ikke så meget for egen recovery, eller personlige arbejde med at komme videre, som kan være et tungt tema at have til fælles, men derimod af kærlighed til et dejligt hus, et godt hus, man gerne vil give et nap med fungerer, og hænger sammen.

Det er mit spørgsmål.

Svaret vil måske være, at hvis ikke vi dokumenterer at så og så mange kommer i arbejde mister vi kroner og ører, men så er vi tilbage ved det andet spørgsmål, tør vi sætte hinanden fri, også førtidspensionisterne, må de komme her uden at skulle bidrage som udgangspunkt, men ved at de blot bruger cafeen? Ved den rette introduktion til huset, er det jo ikke utænkeligt at man netop som bruger får lyst til at bidrage, fordi huset i sin kultur og ånd er så tilgængeligt og modtagende. Der er altid brug for hjælp.

Et moderne kulturhus i flere hastigheder, kan vi det, tør huset det? På mange måder kan man argumentere for at det er dét der sker, på mange måder kan man sige vi mangler at i tale sætte det.

Men det kan også være, at svaret er at huset skal holdes ind for den psykiatriske tænkning. At man skal komme sig.

At man skal blive livsduelig o.s.v. Mit spørgsmål til det vil være, kan man forestille sig at det er en del af pakken, men at man ikke behøver at vælge den til for at komme her, at der kan være fællesskaber omkring musikken, omkring arbejdet, omkring det kreative, på lige fod med målsætningen om at den enkelte skal være i en recovery proces, for at få adgang? Kunne måske også recovery begrebet i vores sammenhæng udvides i virkeligheden.

Det er tanker og refleksioner,

men måske er vi i en tid i huset, hvor det er ok, at dele dem? Hvor vi også er nødt til at tænke på hvordan vi ikke mindst er attraktive, for brugere nye som gamle, som for investorer.

Håber I vil tage godt imod disse refleksioner, de er affødt af kærlighed til, og respekt for huset, men også af en tilbagevendende sten i skoen, hos mig selv, et dilemma fra min egen gang her, som aktiv bruger.

 

Af Nikolaj

Reklamer

1 Comment

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s